Måske finder vi ikke en superstjerne
Bill og Tom Kaulitz, hvad er det sværeste for jer: At lave musik, eller at tale om musik som DSDS-dommere?
Tom: At bedømme kandidaterne er ikke så svært, fordi det aldrig har været vores mål at være super søde eller super strenge i showet. Vores mål er at bedømme kandidaterne, som vi ville have gjort det hvis vi havde siddet derhjemme på vores sofa og set showet. Hvad jeg skulle vænne mig til var at blive filmet hele tiden. Det bryder jeg mig virkeligt ikke om. Jeg kan ikke lide det mere end jeg kan lide at høre min egen stemme på en optagelse, eller se billeder af mig selv. Sådan var det allerede da jeg gik i skole. Jeg hader det.
Har du så ikke valgt det forkerte job, eller...?
Tom: Video-optagelse og photoshoots er klart en stor del af det, men at spille live og producere musik er mere mig. Med Bill er det anderledes.
Bill: Jeg tænker ikke rigtigt over, at der er en masse mennesker der ser DSDS, eller over hvordan jeg formulerer mig i showet...
Tom: ... Det burde du.
Bill: Min strategi er at være så ærlig som muligt.
Som en del af juryen er I ansvarlige for at finde Tysklands næste "Superstar". Hvad betyder "Superstar" for jer?
Bill: Det er noget, man ikke helt kan forklare. Følelsen af at man ikke kan få nok af at se den person på scenen, at denne person forbliver et mysterie for dig. Det er en særlig udstråling.
Tom: Mange af kandidaterne kommer hen til os og siger: "Vil I ikke give mig en chance til, jeg kan forbedre mig!" men hjælper det dem slet ikke, snarere tværtimod. Der handler om et særligt talent og potentiale, som man ikke kan lære folk. jeg tror også at flere og flere mennesker bærer rundt på det talent hele deres liv, uden at gøre noget ved det. Derfor kan det ske at vi slet ikke finder en superstjerne i sidste ende, i dette her show - men chancerne for at finde en er ikke dårlige!
Hvad nyt er der ellers? Alle de forrige DSDS-vindere har været på hitlisterne, men ingen af dem var superstjerne.
Tom: Det er selvfølgeligt svært for vinderne, fordi der er en ny sæson af DSDS hvert år, og derfor også en ny superstjerne hvert år.
Bill: Held spiller også en stor rolle. I sidste ende handler det om hvilken kandidat seerne vælger som vinder. Måske var mange af de beslutninger, vi har taget i showet indtil nu, dårlige.
Det er også muligt at dem, som redigerer programmet som superstjernen er med i, klipper mange af de ting væk som gør personen til en superstjerne. Så deres fulde potentiale ikke bliver dokumenteret?
Bill: Jeg synes, at castingshows er ret gode til at lære folk hvordan de bedst præsenterer dem selv, og hvordan de håndterer medierne. Der er nogle kandidater, der håndterer det ret godt. Og så er der andre, til hvem mit bedste råd er at de bare skal holde munden lukket.
Bill, da du var tolv deltog du i showet "Star Search", men du klarede den ikke til finalen. Var det dit store heldige øjeblik?
Bill: Dette viser i det mindste, at det at blive smidt ud også kan give dig nye muligheder. Vi var utroligt heldige at nogen opdagede vores band, og at vi oplevede en slags Askepot-historie.
Så jeres karriere med Tokio Hotel er altså et godt eksempel på, at castingshowsene ikke altid genkender en superstjerne?
Tom: I de amerikanske castingshows som "American Idol" har de fundet et par stjerner, som er blevet virkeligt succesfulde og, som Kelly Clarkson, har vundet et par Grammy's. Men for at være helt ærlig, så er der aldrig kommet en stor sanger ud af castingshowsene i Tyskland - ikke et eneste af dem.
Hvorfor? Er de amerikanske kandidater bedre?
Tom: USA har et helt andet musikmarked. Her, i Tyskland, er der meget få artister som er er i stand til at få en karriere i det lange løb.
Men I klarede den. Ville I opfordre unge artister til at deltage i castingshows?
Tom: Mange kandidater kommer til casting og har slet ikke noget musisk talent. De kan måske lide at synge, og tror at de er gode til det, men der er meget få kandidater som virkelig lever sig ind i det med hjerte og sjæl.
Overrasker det dig?
Tom: De fleste af dem vil bare gerne prøve det, og mener det ikke seriøst. Det er derfor, det er vigtigt at de unge artister først spørger sig selv: Hvad har du gjort for dig selv? Hvor meget har du investeret i din musikkarriere? Og så skal man virkelig prøve at kigge fremad - er et castingshow virkeligt den rigtige vej for dig? Men så alligevel, nu om dage er det svært at komme ind i musikindustrien på andre måder end gennem et castingshow.
Hvorfor det?
Tom: Fordi musikindustrien har mistet en masse penge gennem de sidste par år. Pladeselskaberne har færre penge, og investerer ikke så meget i nytilkomne mere.
Ikke kun musikindustrien, men også castingshowsene oplever at deres bedømmelser bliver dårligere. DSDS har fået nogle ret dårlige anmeldelser, nogle som er tilsvarende til dem, de fik for 10 år siden, da showet startede. er "castingshow-boomet" i Tyskland ved at være ovre?
Bill: Man skal altid se det sammenlignet med de andre castingshows. DSDS har stadig de bedste bedømmelser af dem alle sammen. Det er derfor, jeg ikke vil påstå, at castingshows ikke har en fremtid i TV mere. Det afhænger altid af kandidaterne.
Og så er der underholdningsværdien for juryen. Hvorfor besluttede I at være en del af DSDS?
Bill: Vi er altid interesserede i at finde nye talenter. Vi har også fået tilbud fra andre castingshows gennem årene, men vi havde bare ikke tid til dem. DSDS kom på det helt rigtige tidspunkt.
Har I tænkt jer at deltage i andre TV-programmer efter DSDS, eller er det nok for nu?
Bill: Udover at være med i DSDS er vi i studiet i øjeblikket, hvor vi arbejder på et nyt album som skal udgives i år. Jeg bliver rastløs allerede nu, hvor jeg ser kandidaterne lave musik, og ikke os. Vi vil virkelig gerne i gang igen.
Kilde: http://bit.ly/XG6u9q
Ingen kommentarer:
Send en kommentar