Det var i år 2009, et månede eller to efter sommerferien. Jeg skulle hjem til min bedsteveninde, og jeg gik hjem til hende i regnen. Jeg husker det så tydeligt. Clara's (min bedsteveninde) mor kom og åbnede, og jeg gik ind på Clara's værelse. "Hej smukke" sagde jeg og krammede hende hej. Hun sad på youtube på sin computer, og jeg tog mit tørklæde af. "Okay Freja der er noget jeg skal fortælle dig" sagde hun og fniste som havde hun pruttet. "Øhh hvad er det?" sagde jeg. "Jeg er begyndt at kunne lide en af Tokio hotel's sange.." sagde hun og smilte skævt, og prøvede at få sympati fra mig. Som den overfladiske kælling jeg var, sagde jeg. "Ej nej det mener du ikke! Clara, hvorfor!? Hvorfor!!!?" "Okay Freja, prøv og kom op og se den her video. Prøv lige og se ham ders læber!" sagde hun og viste mig musikvideoen til Monsoon mens hun pegede på Bill. "Ejj.. Clara" sagde jeg og kiggede opgivende på hende. "Freja prøv nu lige og hør sangen" sagde hun og satte den igang. Jeg havde givet op inden hun overhovedet startede den. Pludselig lyste alt op. Tom kom frem i musikvideoen. Jeg kiggede på ham og sagde "HOLD KÆFT HVOR ER HAN LÆKKER!" og Clara fniste. "Seriøst prøv og giv dem en chance, sangen og også rigtig god". Clara fik mig overtalt, og vi begyndte at searche rundt på nettet, og hørte deres musik. De var faktisk ikke så slemme.
De næste par måneder gik vi rundt og hørte deres musik på ipod, men vi ville ikke sige det til nogen. For hver dag der gik blev vi mere og mere selvsikre, og til sidst vidste alle at vi var Tokio Hotel fans. Og vi var store fans. Nogle af vores tætteste såkaldte veninder, begyndte at tage afstand til os. Nogle kottede kontakt til os.. Tokio hotel viste os hvem vores rigtige venner var. De gav os selvtillid, og mod til at være dem vi var. Når folk kaldte mig skør, og en freak tog jeg det som en kompliment. Jeg kunne lide at være anderledes, selvom min stil ikke var langt fra alle andres.
Det blev min fødselsdag og jeg havde ønsket mig Tokio hotel-billetter til når de kom til Danmark. Jeg åbnede den her kuvert om morgenen og deri lå den. Jeg skyndte mig hjem til Clara inden vi skulle i skole og viste hende dem. Vi var helt oppe og køre, for der var også til hende.
Det blev den 1. Marts - den bedste dag i vores liv. Vi havde gjort alt klar, og havde taget meget tøj på da det var vildt koldt. Vi stod op klokken seks og tog alt på, pakkede de tasker vi havde med frokost, penge, soveposer osv. Vi tog busen hen til Vanløse station, og tog metroen til Forum. Clara og jeg gik op af trappen og så det store billede på koncertsalens ydre, af Tokio Hotel. De var så smukke. Vi gik lidt længere hen og fik øje på de forskellige fans der allerede var kommet. "Ej det er pinligt :D" sagde Clara og jeg i kor og fniste. Vi gik derhen og slog lejrer ude i siden oppe af sådan et hegn. Ca. ti minutter efter kom der en pige som gav os et nummer på vores hånd, sådan så vi kunne gå uden at vores pladser blev taget. Godt tænkt. Clara og jeg frøs. Vi gik over i Rema 1000 som lå henne på hjørnet og købte nogle ekstra sokker, både til hænderne og fødderne. Vi lagde os under vores sovepose for at få varmen. Men vi lå stadig og frøs. Det regnede også lidt.
Der gik nogle timer og min far kom og hentede vores ting, da der begyndte at komme for mange mennesker til at vi kunne have dem der. Vi stod sammen med nogle piger, Sidsel, Charlotte, Vicki, Sofie osv. De var rigtig søde. Dem har vi stadig kontakt til idag. Pludselig var vi nød til at blive skilt fra dem, da vores nummer var langt fra deres. Vi kom hen i en anden gruppe hvor nogle piger havde en radio der spillede tokio hotel. Vi stilte os op på nogle kasser og spillede 1000 Meere mens alle sang med. Det var virkelig fedt. Presset mellem fansene begyndte at blive større, og køen skubbede og skubbede. Selvom der var en time til man kunne komme ind. Min far kom og hentede Clara og jeg's overtøj og vi stod og frøs, men vi varmede hinanden. Vi endte i køen med to piger ved navn Cecilie og Debbie. De var vildt søde. Nogle folk begyndte at gøre klar til at man kunne komme ind og min far havde fortalt mig at scenen var i højre side så vi stilte og klar ved den dør der var mest til højre, med Debbie og Cecilie. Efter en lang roman fra vagterne om at vi skulle forholde os i ro kom vi endelig ind. Vi løb alt hvad vi kunne, igennem sikkerhedstjekket og ind i indercirklen foran scenen. Vi stilte os først i Tom's side, men vi ville hellere hen i midten da vi vidste de alle sammen ville komme derhen på et tidspunkt. Vi stod på forreste række. The dreams optrådte, og alle fyrede den af. Der gik ca. en time mellem The Dreams og Tokio hotel. Pludselig slukkede lyset og alle begyndte at skrige. Noise-melodien begyndte at spille, og et vildt lysshow kom på. Den her store kugle åbnede og alle fire drenge kom ud af den. Det var en vild start! Alle skreg. Men den mest fantastiske optræden var "Durch den monsun". Bill råbte i mikrofonen "And know, the old song - MONSUN!" og alle skreg. Pludselig til sidst i sangen slukkede lyset. Jeg kiggede på Clara og blev helt forvirret. Så lidt efter tændte den igen og sangens sidste omkvæd spillede. Tom, Bill og Georg kom helt frem og stod ca. tre meter fra mig og Clara. Vi skreg med vores lungers fulde kraft på dem, men blev selvfølgelig ikke hørt. Men jeg sværger mit hjerte, Bill kiggede ned på Clara og jeg. Hans smukke øjne, kiggede på os. Den var den bedste aften i mit liv & den bedste dag. Efter koncerten gik vi ud til min fars bil. Mens vi kørte fra Forum kunne vi se blitzerne bombadere drengene mens de var på vej ind i deres tour bus. Vi fik så ondt af dem i et øjeblik, men så snakkede vi videre om da Bill kiggede på os. iiiiih. Da jeg kom hjem var jeg helt mundlam. Min søster spurgte mig "Hvordan var koncerten?" og alt jeg kunne svare var "Det var vel bare en koncert som alle andre.." jeg var helt fortryllet og kunne slet ikke beskrive den følelse jeg havde i maven. Og det at den var ovre..
dagen efter, vågnede jeg op alene. Resten af min familie var gået da jeg skulle møde klokken ni. Jeg kiggede på billeten til koncerten og begyndte at græde. Det glædeståre. Aldrig havde jeg oplevet noget bedre. Jeg græd mens jeg gjorde mig klar til at komme i skole. jeg græd da jeg var på vej hjem til Clara da jeg skulle følges med hende. Jeg græd hende i skolen. Aldrig havde jeg haft sådan en perfekt dag. Jeg kunne ikke finde nogle fejl ved den dag. Fordi Tokio Hotel er perfekte, og fuldstændig fuldendte.
- Freja Palsgaard.
1000 tak til Freja for at have delt sin historie med os ^^ Kan godt lide din første reaktion da du så Tom, kinda like min xD Well.. Til alle jer andre der godt kunne tænke sig at dele jeres oplevelse med os andre: Alt I skal gøre er at sende en mail til thonlineupdate@jubii.dk og skrive THFan i emnefeltet og wupti, så er DIN historie på bloggen ;)
Lige en lille reminder: En fans oplevelser kan kun holdes kørende så lang tid jeg bliver ved med at modtage oplevelser, så send ind ;) Og hvis du allerede har sendt en ind, men også vil have en anden oplevelse ind er det tilladt at sende ind flere gang ^^
Stay Humanoid Leute :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar