Årets comeback
Tokio Hotel er et af de mest populære tyske popbands. Fra januar vil Bill og Tom Kaulitz sidde i jurien i DSDS ved siden af Dieter Bohlen. Brødrene fortalte BUNDE hvorfor de har holdt pause i to år.
Kun få minutter adskiller dem: Tom Kaulitz blev født i 1989 klokken 6:20 om morgenen, hans tvillingebror Bill ti minutter bagefter. Dieter Bohlen, 58, kalder den yngste "en gave fra Gud". Ikke fra denne verden. Og Bill ligner da også et væsen fra en anden planet, med hans feminine træk og smarte tøj. Tom ser derimod mere frembrusende ud, som en rigtig skørtejæger.
De 23-årige brødre gør alting sammen. Fra den 5. januar vil de udgøre halvdelen af jurien i DSDS. Det er en mindre sensation, for selvom deres band Tokio Hotels succes (de har solgt mere end 8 millioner plader) har de to gemt sig i de sidste to år.
I 2010 flyttede I til Los Angeles for at holde en pause. Hvorfor forlod i Tyskland?
Bill: Vi længtes efter et hjem og noget privatliv, hvilket bare ikke var muligt i Tyskland mere.
Hvorfor?
Tom: Vi kunne ikke gå ud af huset uden at blive fotograferet eller omringet af sindssyge mennesker. Det var hæsligt.
Bill: Vi havde sikkerhedsfolk omkring os 24/7 og boede i et fængsel med et to meter højt solidt hegn om vores ejendom.
Tom, i et interview har du sagt "det er frastødende hvor mange syge og farlige mennesker der er derude."
Tom: Der er folk som har opgivet hele deres liv for Tokio Hotel. De er lidt som et love/hate forhold. For dem handler det om at kontrollere hele vores liv. Alle de ansatte der trådte ind i vores hus blev forfulgt af dem, være det rengøringspersonale eller håndværkere.
Bill: Det var 24-timers psykisk terror!
Tom: Det føltes som om de var spioner, der fulgte alle af vores bevægelser. De havde organiseret sig utroligt godt. Vi tænkte bare: Hvordan kan de hele tiden vide, hvor vi er? Og alt dette skete selvom vi arbejdede sammen med politiet.
Kan i forstå hvorfor de er besatte af jer?
Tom: De er farlige fordi de ikke har noget at miste. De afværger alle deres problemer med os.
Hvor langt gik disse stalkere?
Bill: De havde ingen grænser. De kunne finde på at gøre alt, hvad som helst, for at få en reaktion ud af os.
Intet menneske kan klare det. Hvornår nåede i til det punkt hvor i ikke kunne klare mere?
Tom: Da de tvang vores bil væk fra vejen.
Hvad!?
Bill: Vi sad i bilen med nogle familiemedlemmer. Vi er meget beskyttende overfor vores familie og venner, ligesom alle andre er. Når disse mennesker kommer tæt på din familie, så handler du instinktivt.
I sammenligner jeres liv med Britney Spears' liv. Kan i forstå at hun barberede sig skaldet?
Bill: Jeg kan 100% forstå den situation hun var i. Der ligger et særligt ønske om frihed bag hendes handling. Du vil ikke have andre til at fortælle dig hvad du skal gøre hele dit liv. Så når du så har lyst til at barbere dit hår af, så gør du det.
Hvor stor en del af jeres ungdom gik i glip af på grund af Tokio Hotel?
Tom: Vi har selvfølgeligt haft det fedt, så vi ønsker ikke, at vi havde gjort noget anderledes. Det, der blev taget fra os i en tidlig alder, var et nemt liv.
Hvad mener du med det?
Bill: Som 15-årige var vi ledere af et kompagni med advokater, skatterådgivere og managere omkring os, alt sammen på vores regning. Et meget stort ansvar hvilede på vores skuldre, hvilket samtidigt var en god ting, siden vi hader at skulle rette os efter overordnede.
Bill, du har ikke været forelsket siden du var 14, blandt andet fordi du har et problem med at stole på folk. Hvor meget savner du den form for kærlighed?
Bill: I dette "hurtige liv" som jeg lever kan jeg godt savne at folk er pålidelige. Jeg har altid længtes efter at have nogen, som bare kunne være der for mig. Jeg har selvfølgelig Tom. Jeg er så glad for at vi er brødre. Jeg ville ikke kunne arbejde som soloartist.
Hvorfor valgte i at flytte til Los Angeles? Hvorfor ikke en anden by?
Tom: Vi flyttede ikke derover for et glamourøst liv. Vi har nogle indspilningsstudier derovre, som vi arbejder i, og så ville vi have noget tid til at slappe af.
Hvor længe har i tænkt jer at blive i U.S.A?
Tom: Vi synes ret hurtigt at ting bliver kedelige. Det er muligt at vi snart tager tilbage til Tyskland.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar