Yvis møde med Bill i DSDS

Yvi er hende, der klæder sig ud som Bill, som vi har set på nogle af billederne fra DSDS liveshowsene.

[...]

"... Og pludseligt gik alting hurtigt... Alt for hurtigt hvis I spørger mig... Opvarmeren bad mig om at komme nedenunder. På vej ned mod scenen hørte jeg nogen råbe "Yvi". ;-) Da jeg kom derned gav han mig et DSDS magasin og sagde: "Hold den op foran dit ansigt mens vi går på scenen, for Bill har ikke set dig før."
"Det tror jeg ikke bliver nødvendigt, jeg er ret sikkert på at han ved, hvem jeg er," svarede jeg. Med ordene "Alle har set dig før, men vores berømthed ved ikke hvem han skal til at møde," blev jeg ledt op på scenen fra bagsiden, og så begyndte alting at gå hurtigt...
Pludseligt stod jeg der... Så tæt på jurybordet. Bill, Tom, Dieter og Mateo var lige foran mig. Jeg stod der og så Bill komme hen imod mig med armene bredt ud, hans ansigt var sådan helt "WOW". Han så totalt forvirret ud og sagde "Wow, vildt!"
Imens spurgte opvarmeren mig nogle spørgsmål og sagde, at mit "værk" var mere beundringsværdigt end sjovt.
Med mikrofonen i hånden fortalte jeg Bill at jeg er en makeupartist, og at jeg havde lavet kostumet ved at lave en paryk hvilket havde taget mig mere end to måneder, og at mit outfit var falskt. Jeg fortalte ham at jeg havde ventet på at tage et billede af ham i mere end fem år.
"Bill? Vil du tage billedet med hende?" spurgte opvarmeren, og Bill svarede "Ja, selvfølgelig" og rejste sig op fra sit sæde.
Som den eneste undtagelse og under skarpt opsyn af sikkerhedsfolkene, fordi jeg måtte krydse kamerasporene, fik jeg lov til at gå hen til jurybordet. Pludselig stod jer foran ham.
Der var han - Bill Kaulitz - mit idol. Men han var lavere end jeg havde troet. Selvom jeg havde hæle på havde jeg troet, at højdeforskellen ville være enorm. Af den grund hilste jeg ham med ordene "well, du er ikke så høj, som jeg troede" og rørte hans hår et kort øjeblik. Så kiggede Bill på mig fra top til tå. Han rørte mit hår og sagde: "Wow, er det virkelig en paryk?" Jeg bekræftede. Hans næste spørgsmål var rettet mod piercingerne på mit ansigt. "Vær sød at sige at de piercinger heller ikke er ægte, eller?" Jeg bekrædtede igen, og tog en af piercingerne af mine læber og sagde: "Se, men kan tage dem af." Så tog han min hånd, kiggede på den malede tatovering og sagde: "Et det her malet? Hvor vildt!"
Efter den korte samtale lagde han sin arm om mig så vi kunne tage mit ønskede billede. Det føltes så godt, at være i hans arme, at tale til ham, at se ham - selvom jeg havde forestillet mig at han ville være mere fin og nydelig.
Men jeg levede i øjeblikket - uanset hvor kort det var. Altså, når øjeblikket er forbi tænker man selvfølgelig på alt det, man kunne have gjort bedre eller anderledes. For eksempel glemte jeg totalt at tage mine solbriller af og virkelig se ham i øjnene. Men den slags tænker man ikke på, når man er så spændt.

Tilbage i mit sæde gik det op for mig at jeg fuldstændigt havde glemt Tom. Der var min chance for at tage et billede, og så fik jeg kun et med Bill - Totalt skørt! :D
Men uanset hvad - jeg levede i øjeblikket, uanset hvordan, hvornår og hvor længe det var. Min drøm gik i opfyldelse. For første gang i mit liv så Bill hvad jeg lavede, og havde opmærksomhed på det - han smilede så  blændende til mig at jeg blev fuldstændigt målløs. Det var den aftens magi."


Skrevet af Yvi på TH-wonderland.de: http://www.th-wonderland.de/rina-und-yvi/