En fans oplevelser - Afslag til 1. marts

Hej Leute! Jeg vil nu fortælle om min oplevelse dengang mine forældre ikke gav mig lov til at komme med til koncerten den 1. marts. Det hele startede med at jeg kom hjem fra skole i Oktober. Hel hel normal skoledag hvor der intet specielt var sket. Som sædvanligt smed jeg min taske og satte mig direkte foran computeren. Jeg gik straks ind på den nyhedshjemmeside med Tokio Hotel, hvor jeg altid tjekkede nyhederne. De seneste dage havde jeg set at Tokio Hotel skulle spille i en masse lande. Frankrig, Tyskland, Østrig, Sverige og mange flere. Danmark var ikke officiel … endnu. Der stod øverst på siden:

”TOKIO HOTEL KOMMER TIL DANMARK!!”

Jeg tror at jeg kunne have været faldt død om. Jeg havde været fan i lidt over helt halvt år og jeg var chokkeret over at jeg faktisk havde muligheden for at se dem live. Straks læste jeg om hvor, hvornår og hvordan man købte billetter osv. - 1 marts 2010, København, Forum. Det var ufatteligt og jeg blev så lykkelig. Straks satte jeg Humanoid albummet på og begyndte at drømme mig væk. Hvordan koncerten vil gå, og hvad der mon ville ske. Straks begyndte jeg at skrive med andre fans og allerede der begyndte jeg at aftale at jeg skulle mødes med dem og hvordan jeg kom derud. Jeg aftalte med en pige at det kunne være fedt hvis hende, jeg og nogle andre kørte derover i tog. Jeg er selv 12 og vidste egentlig godt at det ikke kunne lade sig gøre. Alligevel var jeg så sikker på at jeg fik lov.

Klokken var blevet 16.00 – den normale tid for mine forældre at komme hjem. Jeg skynder mig ud i køkkenet, hvor min mor og jeg altid mødes. Hun spørger mig, som altid, om hvordan min dag er gået. Jeg svarer høfligt tilbage, at den aldrig har gået bedre. Min mor kunne godt se at jeg var lidt for glad og hun spurgte om der var sket noget specielt, siden mit humør var så højt. Jeg svarede tilbage: ”Mor, ser du. Det der band jeg købte albummet fra (Nej, min mor har næsten aldrig vidst at jeg var fan) de kommer til Danmark og giver koncert. Det er over i København den 1. marts. Og jeg har spurgt den her pige om vi kunne følges derover til og så gå til koncert sammen.” Straks stivner min mors ansigt. Jeg husker det stadig. Hun begynder at forklare at det ikke kan lade sig gøre og jeg er alt for ung og at jeg måske kan komme til en anden koncert. ”Men mor, de er ret så berømte, og det er første gang de er i Danmark,” sagde jeg med gråd i stemmen. Jeg var lige ved at græde så meget. Hun blev fast ved sit svar og jeg løber tilbage på mit værelse. Min mor råber efter mig og siger at jeg skal glemme det. Hvordan kan jeg glemme det? Da jeg var nede på mit værelse havde jeg lyst til at lukke mig inde og bare tænke. Jeg satte mig foran computeren igen og forklarede til pigen at det ikke kunne lade sig gøre. Hun blev selvfølgelig ked af det på mine veje. Selv havde hun allerede fundet ud af noget. Jeg misundte alle dem, som jeg skrev med, der havde fået lov. Min mor bankede pludselig stille på døren og kom ind med noget frugt. Jeg gav hende den kolde skulder og hun så bekymret på mig. Jeg fnyste og stille gik hun ud igen. Jeg skrev hurtigt på facebook: ”Mon jeg kan komme med til Tokio Hotel koncerten?” Mange skrev som kommentar: ”Håber du kan!” Jeg kunne ikke være mere enig med dem.

Vi skulle spise aftensmad og stille gik jeg derud. Mine forældre begyndte stille at forklare hvorfor at jeg ikke kunne komme med til koncerten. Jeg svarede dem ikke, hvilket gjorde dem sure. De begyndte at bide (ikke som at sætte tænderne i noget) efter mig og skælde mig ud for min opførsel. Men jeg kunne ikke rigtig sige noget til dem. Jeg ville sikkert bare begynde at råbe efter dem, hvilket ville have været rigtig dumt. Efter de var færdige med at snakke med mig sagde jeg koldt ”Tak for mad,” og gik ned på mit værelse. Her begyndte jeg at græde. Græde så meget jeg kunne. Igen kom min mor ind og sagde: ”Du skal ikke græde over det! Det er bare en koncert! Og hvis du skulle med skulle du have en voksen med. For jeg vil ikke hen til København alene.” Men det var ikke kun en koncert, men en kæmpe oplevelse, som jeg aldrig ville glemme. Jeg fortsatte med at græde i 2 timer indtil de var tømt for vand. Jeg gik i seng uden at sige et ord til mine forældre. Jeg havde mistet drømmen om at se dem.

Næste morgen forklarede min mor mig, igen, at jeg ikke skulle gå rundt og græde over det. Hun sagde også at hun ville tage min computer hvis jeg ikke gjorde hvad der blev sagt. Jeg kunne jo ikke andet end at adlyde da min computer er den eneste kontakt jeg havde til TH. Hun sagde også at hvis jeg fandt en som hende og jeg kunne følges med, kunne vi måske godt finde ud af noget .... Da jeg var kommet i skole kunne mine klassekammerater godt se at jeg havde grædt. Jeg forklarede dem hvorfor og de forstod godt hvorfor jeg var ked af det.

Om morgenen havde jeg spurgt min eneste TH veninde, som jeg kendte om hun måske kunne spørge sin mor. Hun svarede så tilbage at det kunne godt være. Hurtigt fik jeg drømmen igen om at se dem. Resten af dagen skrev vi om det og sådan gik det på i nogle dage. Vi fik vores mødre til at ringe sammen da de også var okay gode veninder, og om mandagen, hvor nyheden kom frem om onsdagen, havde vi aftalt det! Jeg var lykkelig og havde aldrig været så glad for min mor! Jeg elsker stadig min mor for det. Jeg fik en oplevelse for livet og lærte at min mor faktisk holder af mig. Bekymrer sig om mig. Det var derfor hun ikke ville have mig med til at starte med. Og det endte jo til sidste med at jeg kom med og så de vidunderlige drenge. Taha :D
--
med venlig hilsen
Marlene H. Wilson

Mange tak til Marlene for at have delt sin historie - GODT at du kom med alligevel ^^
Hvis Du gerne vil dele Din historie med os andre skal du sende den til thonlineupdate@jubii.dk og skrive TH Fan i emnefeltet - Lige pt har jeg ikke flere fanhistorier, så medmindre folk får sendt deres historie ind, vil vi ikke kunne fortsætte det her :s Glæder mig til at høre fra jer ^^