D. 27 November - midt om natten. Eller, så var det vel d. 28.?
Jeg havde tændt for fjernsynet i håb om, at der måske var en god film. Jeg tjekkede tekst-tv og der stod, at de lidt efter klokken 24:00 ville vise MTV Music Awards med Katy Perry som vært. Jeg elsker music awards, så jeg blev selvfølgelig oppe for at se det. Én efter én kom de kendte på scenen og optrådte imellem kåringerne af vinderne. Beyoncé, Jay-Z.. Jeg havde lagt mig ned i min seng med lyset slukket. Lå bare der på siden, og overvejede hvorfor jeg dog ikke bare slukkede for fjernsynet når nu jeg var så træt. Og så skete det, der ændrede mit teenage-liv fudstændigt. Jeg hørte et klaver spille på den helt mørke scene.. Det var på en måde tryllebindende.. Og ligepludselig træder en kendt skikkelse ud i lyset, som jeg ikke kan sætte navn på.. Jeg sætter mig op i sengen og kigger drømmende ind i fjernsynsskærmen. Hvem var det?
''It's raining today, the blinds are shut..'' - jeg vidste ikke rigtigt hvad der skete med mig. Jeg blev rørt og nysgerrig på samme tid. Sangen bandt mig til den samme stilling i 3 minutter. Stemmen var fejlfri og trængte helt ind i min sjæl på den mærkeligste måde. Publikum jublede, og jeg gentog navnet nede i højre side af skærmen på mig selv.. Ja, måske 12 gange. ''Tokio Hotel - World Behind My Wall''. Jeg SKULLE bare huske det.. Jeg kiggede tryllebundet ind i fjernsynet den næste time eller noget, og
efter U2 havde været på, lagde jeg mig til at sove. Jeg lå et stykke tid og kiggede op i loftet. Hvor var det hele underligt? Det hele var lidt uvirkeligt, fordi jeg havde været så træt igennem hele showet. Lidt somom, at jeg bare havde drømt det. Mine øjne lukkede i, og jeg vågnede næste morgen - kun med sangen i hovedet. Jeg kunne ikke huske den, jeg vidste bare, at den havde været meget vigtig for mig. Hvorfor, kunne jeg ikke huske. Jeg hoppede hurtigt i tøjet og tændte computeren. www.youtube.com.. World.. Wall.. Hvad var det nu den hed? World Behind.. World Behind My Wall! Jeg hørte sangen igen og igen. Tokio Hotel.. De har aldrig sagt mig noget. Første gang jeg hørte dem var i 4. klasse i Boogie. ''Rette Mich''. Jeg troede det var fransk, og havde aldrig hørt sange fra dem siden. Jeg fandt ud af, at de havde udgivet et nyt album, og jeg skyndte mig at downloade det. Der gik få uger, så havde jeg alle deres sange på mobilen, og jeg hørte dem minimum 4 timer om dagen. jeg var ikke fanatisk.. deres musik blev bare så vigtigt for mig. De drenge har gjort alverdenens ting for mig; de har inspireret mig, hjulpet og passet på mig når jeg havde brug for det. Musikken var og vil altid være der for mig..
Det tager dem 1 sekund at fange din opmærksomhed.
Det tager dem 1 minut at tryllebinde dig med deres musik.
Det tager dem 1 time at gøre det umuligt for dig at tænke på andet.
Det tager dem 1 dag at gøre dig håbløst forelsket i dem,
men det tager 1 helt liv at glemme dem..
(© Henriette Petersen
Skrevet af mig og må ikke kopieres)
http://www.youtube.com/watch?v=PphvNVzdI7g - det var det jeg så i fjernsynet det aften.♥
//1000 tak til Henriette for at have delt sin historie med os ^^ Hvis DU gerne vil dele DIN historie, skal du blot sende den til henriette.andreasen@jubii.dk og skrive TH fan i emnefeltet//
Ingen kommentarer:
Send en kommentar