Interview med Bill og Tom i GALA #18/2013

Bill og Tom Kaulitz er identiske tvillinger, hvilket kan være svært at tro nogen gange. I stedet for at have to genetisk identiske mennesker stående foran dig, så ser det mere ud som om det er to mænd, der ikke kunne være mere forskellige. Det er en optisk illusion, for så snart de åbner munden snakker du til en enkelt person. Selv når de har helt forskellige meninger...

Jeres job som dommere i "Deutschland Sucht Den Superstar" aflsutter i næste måned. Hvad vil der ske efter det?
Tom: Vi vil udelukkende fokusere på vores musikkarriere. Der var to grunde til, at vi i 2010 flyttede til L.A, og at vi tog en pause fra det hele. For det første var det blevet helt umuligt for os at have et privatliv i Tyskland. For det andet ville vi gerne arbejde på vores nye album i fred og ro. Vi håber, at vi kan færdiggøre det i år. Sangene til albummet er allerede blevet valgt, og nu er vi i den sidste fase af produktionen.

Skuespiller Gwyneth Paltrow siger: "Folk forbliver den alder som de var, da de blev berømt." Er det sandt?
Tom: Hun har fat i noget. Jeg tænker tit at jeg ikke rigtig har ændret mig. Jeg har stadig den samme humor og laver de samme dumme jokes. På nogle måder gør man de samme ting. Men alligevel, vi har lært meget - lige fra hvordan man håndterer personale til hvordan musikindustrien virker.

Mange teenagestjerner kommer ind i en nedadgående spiral, og skræmmer folk med deres hårdhed, f. eks. Justin Bieber. Hvem har lov til at sige "nej" til dem?
Bill: Jeg ville ønske at der ikke var nogen der gjorde det, men det er et faktum at der stadig er folk, der er imod os. Vi har kendt de fleste af de folk, vi har omkring os i 7-8 år, og de stopper ikke med at fortælle os den rå sandhed, fordi vi er i offentlighed. Jeg synes tit at vores omgivelser har et alt for kritisk syn på ting, for Tom og jeg finder tit os selv i en position hvor vi er nødt til at forsvare os selv og vores handlinger.

Robbie Williams blev opdaget da han var femten, ligesom jer. Han siger: "Berømthed udvider dine sanser, styrker dine svagheder og bringer de værste sider frem i dig."
Bill: Det er sandt. En karriere forstørrer ens styrke og styrker ens svagheder. Jeg har altid været en ekstrem perfektionist, men nu er jeg kommet til et punkt hvor jeg går i panik hvis noget ikke går, som jeg havde tænkt mig. Denne følelse af panik er ofte så kraftig at jeg ikke kan falde i søvn om aftenen. Folk behøver ikke at lægge pres på mig, for jeg presser mig selv i forvejen.
Tom: Jeg hænger så meget i de helt små detaljer at jeg altid er nødt til at vide præcist, hvad der vil ske næste dag. Hvis der sker noget, der ikke er planlagt, så føles det, som om det vil udvikle sig til en katastrofe. Jeg ville ønske at jeg kunne sige: "Okay, fint nok. Lad os se, hvad dagen bringer," men det kan jeg bare ikke. Oven i det, så tænker jeg også over, om det kan være sundt at jeg snakker med mig selv hele dagen, når Bill og jeg er adskilte. Det stresser mig, når jeg snakker med mig selv, for jeg ved ikke om jeg er ved at udvikle noget dårligt eller mærkeligt ved at gøre det.

Hvordan har disse år uden for rampelyset føltes?
Bill: Det sjove er, jeg kan ikke finde ud af om det er bedst at leve med berømmelsen, eller uden den. Efter at have slappet af i to år har jeg virkelig trangen til at begynde at arbejde igen. Men i samme øjeblik jeg ser fotograferne stå der, der tænker jeg: Shit, måske skulle jeg lige vente endnu et år. På den ene side vil jeg gerne være i fred, men på den anden side vil jeg også gerne have succes med bandet. Men det er bare sådan mennesker er - vi vil altid have det, vi ikke kan få.

Har jeres liv i rampelyset ført til at I poserer eller er meget selvbevidste selv når I gør helt normale ting, som at være på toilettet?
Tom: Sådan er det med Bill, men ikke med mig.
Bill: Jeg kan ikke ryste den vane af mig. Så snart jeg ser så meget som en kameratelefon falder jeg straks ind i et særligt adfærdsmønster. Selv når det bare er billeder til familiefester, så bliver jeg anspændt fordi jeg ved, at de billeder kommer ud i offentligheden en eller anden dag. En blitz betyder for mig: Vær forsigtig, du er på arbejde og er i fuld offentlighed!

Hvem ville I betale mere per time: En mekaniker eller en psykoterapeut?
Bill: En mekaniker. Jeg har tit overvejet om en psykoterapeut måske ville være en god idé, men jeg tror ikke rigtigt på dem. Jeg er ikke sådan en, der løber rundt uden at vide, hvad mine problemer er. Jeg er ret god til at vide hvad der er galt med mig, når jeg har problemer. Men jeg har det sådan lidt, hvordan skulle en fremmed kunne hjælpe mig, hvis jeg ikke engang kan løse mine problemer selv?
Tom: At tale med en psykiater er til stor hjælp for mange. Vi, som identiske tvillinger, har ikke brug for en, for vi snakker sammen hele dagen. Jeg er Bills terapeut og han er min. Det er derfor, jeg altid kan mærke det med det samme, hvis han ikke er der. Så må jeg snakke med mig selv om mine tanker.
Bill: Ingen kan forstå, at vi altid er nødt til at dele vores tanker med hinanden, så snart de tager form i vores hoveder. Vi vælter bare ud med alt, der går gennem vores sind, når vi er sammen, ufiltreret. Normale mennesker gør ikke engang sådan med deres mødre eller bedste venner.
Tom: Når vi kommunikerer er det som når man sidder på toilettet - vi lukker alt ud. For folk, der lytter til os snakke, kommer det som et chok. Siden vi ved alt om hinanden er vi også ekstremt tætte. Det er næsten supernaturalt at vi tænker næsten præcist de samme ting. Faktisk behøver vi slet ikke at tale til hinanden. Vi ved allerede alt, hvad der er at vide om hinanden.

Irriterer det kvinder, at de ved, at de altid står i anden række når de er i et forhold med jer?
Tom: Det tager helt sikkert lidt tid at vænne sig til os, for vi kommer i en dobbeltpakke. Vi vil formentligt tilbringe hele vores liv sammen, og gøre næsten alting sammen. Det er svært for en partner ikke at blive jaloux over en sådan grad af intimitet.

Mange identiske tvillinger synes at dette symbiose-forhold er mere tortur end det er sjovt, og går gennem faser hvor de ikke kan leve med hinanden, men heller ikke kan forestille sig et liv uden hinanden. Synes I, at denne grad af intimitet skræmmer jer nogen gange?
Bill: Nej. Vi har aldrig tænkt sådan om hinanden. Jeg kan ikke engang forestille mig at skulle være væk fra Tom over en større periode.

Robbie Williams har boet i L.A. siden 2002. Han siger: "Det er næsten umuligt at finde kærligheden i L.A, fordi kvinderne der er så neurotiske. Det giver dem superkræfter. Næsten hver og en af disse kvinder er dygtige til at være neurotiske." Er I enige?
Tom: Der er de typiske ego-freaks i L.A, hvis personligheder er falske. Men jeg føler, at den type kvinder er blevet international. Hvis du er uheldig kan du finde dem i hver en by.

Lad os sige, at I ser en kvinde på en café i L.A, som pirrer jeres interesse. Hvordan introducerer I jer selv?
Bill: Det er en typisk L.A. ting at folk fortæller dig en masse personlige ting om dem selv. Alle virker til at lave noget interessant og have et fantastisk liv. Tom og jeg tiltrækker os opmærksomhed ved næsten aldrig at fortælle nogen noget som helst om os selv. Når folk spørger os, hvad vi går og laver, så nedtoner jeg det altid med det samme. I L.A. er det at underspille noget ikke så normalt. Derfor fortsætter folk bare med at snakke om deres personlige liv. Og det har jeg det faktisk helt fint med.
Tom: Når vi går i træningscenteret i L.A. er vi nødt til at skjule vores job. Vi kigger på hinanden og tænker over hvad der ville lyde realistisk. Hvis vi siger at vi er i college, så lægger folk mærke til at det ikke kan være rigtigt, og spørger så videre: "Hvordan kan I køre i sådan en bil når I er i college? Er jeres forældre millionærer?"

Og igen, Robbie Williams - han siger at der er to slags groupies i Tyskland: "Den ene vil tage billeder under sex, for at have et slags bevis overfor deres venner. De andre spørger: "Robbie, er dine følelser for mig virkelige?" Har I haft lignende oplevelser?
Tom: Jeg kan bekræfte at groupies vil vide om man har ægte følelser for dem. Men det sker ikke kun i Tyskland. Jeg tror, det kommer an på hvordan du scorede hende i første omgang. Kvinder der er svære at komme ind til kommer man til at love en hel masse. Det er dem, der spørger om man virkeligt har følelser for dem. Jeg løj aldrig når jeg svarede dem, for det synes jeg er lidt hårdt. Jeg tager vejen i midten - jeg siger aldrig at det bare er for natten, men jeg får hende heller ikke til at føle at der kommer til at være mere mellem os.

Hvordan reagerer du når en kvinde vil tage et billede mens hun har sex med dig, som et bevis overfor hendes venner?
Tom: Det ville jeg aldrig være en del af. Med os har det altid været sådan at kvinderne var blevet fortalt, at de ikke måtte tage billeder. Det stod klart for dem. I starten af karrieren måtte pigerne efterlade deres jakker og tasker hos vores sikkerhedsvagter, og nærmest allerede være halvnøgne når de trådte ind på vores værelser.

Hvordan ville du reagere hvis en kvinde fortalte jer, at hun var gravid næste morgen?
Tom: Det kan ikke ske for mig. Jeg er i et forhold, og derfor har jeg ikke lavet noget med tilfældige kvinder i lang tid nu
Bill: Meget har ændret sig. I starten af vores karriere måtte vi skrive en masse autografer. I dag vil folk ikke rigtig have dem mere. Når folk spørger om de må tage et billede, og jeg ligner lort, så siger jeg: "Du må ikke blive vred, men ingen billeder i dag. Men jeg kan lave en autograf til dig, hvis du vil have en." Så svarer de med "nej tak". Newbies kan glemme alt om at lave autografkort, så de kan lave autografer til deres fans, for autografer er out nu.
Tom: Når man siger ja til at få taget et billede bliver folk så begejstrede at de ikke kan tænde deres kameraer, og de begynder at ryste. Når jeg ser det bliver jeg også selv virkelig nervøs.
Bill: Vi er begge to så dårlige til at håndtere sådan nogle situationer, for vi er ikke gode til smalltalk. jeg beundrer når fremmede kan møde hinanden, og bare kan sige et par ord til hinanden og derefter holde samtalen i gang. Når jeg møder nogen, som jeg ikke kender, føler jeg mig meget ubehageligt til mode. Jeg ved aldrig, hvad jeg skal sige, og det gør den anden person i de fleste tilfælde heller ikke. Og så er der akavet stilhed. Det er nemmere for mig at smalltalke på engelsk, fordi der er så mange basale, typiske sætninger som man kan starte en samtale med. På tysk er alting meget mere seriøst.

Hvornår sagde du sidst "jeg elsker dig" til nogen?
Bill: Da jeg gik i skole sagde jeg det tit til mine veninder, uden at tænke så meget over det - men jeg mente det aldrig. Det skete nogen gange at jeg havde et crush på nogen, men det har aldrig været noget seriøst. Jeg har ikke fundet nogen, som jeg kan sige "Ja, jeg elsker dig og mener det af hele mit hjerte" til. Med familiemedlemmer, naturligvis, men det er jo noget andet.
Tom: Han fortæller mig hver dag at han elsker mig overalt på jorden.

Mange artister kan leve med deres kærlighed for dem selv. Savner du virkeligt noget i dit liv, Bill?
Bill: Jeg savner virkeligt at elske nogen - men hvad betyder det overhovedet at savne? Det er ikke sådan at jeg leder efter mit livs kærlighed hver dag, og at jeg hele tiden tænker: "Åh, stakkels mig, jeg har stadig ikke fundet min store kærlighed". Det er bare det, folk er skabt til at være sammen med nogen. Jeg tror ikke, at nogen virkeligt mener, at de er glade for at være single. Jeg tror, det er en løgn.
Tom: Nogen mennesker har ondt af dig og siger: "Han har været single så længe, han må da være deprimeret". De glemmer at du ikke lever et ensomt liv, og at du ikke bor alene eller arbejder alene.
Bill: Nemlig. Det forhold, der kommer i første række, vil altid været det som Tom og jeg har. Alt andet kommer i anden række.

Folk siger at Goethe havde sin første gang da han var 39 år gammel!
Bill: Wow! Så har jeg det bedre.