onsdag den 30. juni 2010

En fans oplevelser - Fra en alien udklækes til ægget åbnes og Humanoid City byder velkommen ;)

Maj/Juni 2006 – 4. Klasse:

En helt almindelig dag i skolen – Jeg sidder inde i klassen og prøver at falde i snak med pigerne, men det går ikke så godt. Så går en af dem – Nana – hen til sin taske og finder en CD frem. Den er orange, der er nogle drenge på. Eller.. hun siger det er drenge? Jeg syntes nu egentlig mere at de ligner piger! Der er én med kort hår gemt bag ved en kasket, og resten af dem har hår til skulderen. Specielt ham der står forrest der mærkelig ud! Helt sort hår, lidt strittet, men mærkeligst af alt – han har make-up på!? AD!? Og ”han” har altså også halskæde på! Aj, det må altså være en pige! ”Hvem er de?”, ”Er det piger eller drenge?”, ”hold kæft hvor er de grimme!” det væltede rundt med kommentare fra pigerne! ”Jaja, vent nu lige, og hør musikken!” siger Nana. Hun satte den på og sang nummer 1 startede. Det lød sjovt! Værset var sådan lidt rocket, men stadig roligt. ”NEIN NEIN NEIN NEIN NEIN NEIN NEIN NEIN!” synger stemmen pludselig. Argh det er da for sygt det hér! Han gentager det.. han stopper – „SCHREEEEEEEII Bis du selbst bist!“ WOOOAH slap af menneske?! „SCHREEEEEEEII und wenn das Letzt ist!“ aj, hold nu! „SCHREEEEEEEII auch wenn es weh tut – schrei so laut du kannst!“ hold da kæft! Aj hvad er det for noget wierdo-musik det her?! Resten af pigerne kan ikke rigtigt finde ud af hvad de skal sige. Jeg har lyst til at sige min mening, men jeg tør ikke.. jeg er upopulær nok i forvejen! Og hvad nu hvis de andre godt kan li det? Aj, jeg lader være.. please en eller anden sig noget jeg kan forholde mig til! CD kassen bliver sendt rundt, og de kigger undrende på den! ”Ham med den hvide kasket er da meget lækker!” siger Julie – klassens ”dronning” – ”ja helt sikkert!” siger jeg. Jeg ved ikke hvorfor. Når hun sagde det, var det vel rigtigt nok? Næste nummer starter. Stille og roligt. Rart. Det er vel okay, men han lyder da som en pige? ”Ich muss durch den monsun, hinter die welt, ans ende der zeit, dis kein regen mehr fällt” Den er vel okay? Hun skifter – sang nummer 5. ”Du bist das was ich nicht sein will, Du wärst lieber tot als Bill!..“ orgh det lød faktisk godt! ” Bitte lass uns keine Freunde bleiben. Ist mir lieber wir können uns nicht leiden. Niemals einer meinung sein, ist besser als sich anzuschleimen! Lass uns lieber keine freunde bleiben“ “ orgh det er fedt det der!“ siger jeg, måske liidt for højt! De kigger på mig... Alle sammen... DAMN det skulle jeg ikke ha sagt! ”Ja, det er vel okay?” bliver der sagt. Klokken ringer – Vi skal ha idræt. Orgh altså! Nå, men Nana tar sin CD med over i gymnastiksalen, så vi kan høre det imens vi træner. De andre vil helst høre Durch den monsun, men jeg bliver ved med at prøve og samle mod til mig for at sige ”kan vi ikke høre den der nummer 5?” Det lykkedes mig et par gange! Fedt! Hjem fra skole – på youtube – Finde sangene – høre dem, igen og igen og igen – jeg var tryllebundet!
Tiden gik, og pigerne fra min klasse begyndte at dukke op i skole med t-shirts med billeder af dem på, AFSTED det gik med mig – hjem og plage mine forældre til om ikke godt jeg også måtte få en t-shirt med dem. Det måtte jeg selfølgelig ikke. NØJH hvor var jeg sur! ”CD’erne og plakaterne fra bladende måtte være nok!” nej det var da ej! Jeg ville jo også gerne vise at jeg kunne li dem! Men nej.. Det lykkedes mig først i 6. klasse at få min mor overtalt til at jeg altså bare måtte eje sådan en t-shirt! Endelig!
I tiden mellem 6. og 8. klasse, hørte jeg musikken, jeg skaffede mig den 3. CD – Scream – og blev mere og mere fan! Jeg skiftede skole, hvilket resulterede i at jeg pludselig var alene om at elske det fantastiske band. Ikke sjovt. Jeg blev mobbet med dem men holdt fast, for jeg var blevet stærkere efter at ha skiftet skole! Jeg købte flere trøjer med dem, og havde nu over en hel væg, HELT tapeseret med plakater, kun med dem.

Februar 2009 – 7. klasse:
Jeg havde besøg af min veninde, og min mor spurgte om ikke vi ville med til ”Hobbymesse”. Det lød VILDT nederen, så jeg sagde nej, men min veninde fik mig overtalt, så vi tog afsted. Da vi kommer derud går vi lidt rundt, intil jeg kommer hen på hjørnet hvor der står en bod med nogle små dukker, som var vildt godt lavet. Mit blik fanges af en bestemt dukke. Den forestiller ingen ringere end Tom Kaulitz, og den lignede fantastisk godt på trods af højden på ca. 25cm! Jeg stansede foran den, og rev min mor i armen ”Mor?! Kan, du se hvem det er?” – ”næh?” – ”Det er sq da guitarristen fra Tokio Hotel!?” – ”Nårh, sejt nok”. En pige bed brunt hår kiggede på mig, og smilte ”Jeg kan se du er fan?” (det skal lige siges at jeg tilfældigvis havde min TH t-shirt på den dag(HELDIGT!)) ”Jah, meget! Se på mig!” svarede jeg. ”Det er jeg også” sagde hun. ”Det er mig der har lavet ham, er han ikke fin?” – ”Jo helt vildt, kan man købe den?” – ”Nej, ikke lige den hér, det er min, den er bare på udstilling” – ”Nårh øv. Hvordan laver man dem?” spurgte jeg, og så forklarede hun at det var meget avanceret med en masse små ting der skulle bestilles over nættet osv. ”Må jeg ikke det mor?” spurgte jeg. ”Du kan jo ønske dig én i konfirmationsgave, hvis hun vil lave en til dig?” – ”hmm.. okay, hvad hedder du egentlig?” – ”Jeanet, og du kan lige få min msn, og den side jeg bestiller tingene på” – ”Fedt, tak” sagde jeg. Jeg stod og kiggede på dukkerne og snakkede med Jeanet resten af tiden intil vi skulle hjem. Jeg kom hjem og ansøgte hende på msn, og vi skrev sammen tit. YES! Jeg havde fået en ven der kunne li tokio hotel! Fedt main!

3. Maj 2009 – Min konfirmation:
Jeg var i gang med at pakke gaver op, efter lange taler og sange som stors set alle, indeholde Tokio hotel på en eller anden måde! Det væltede frem med tokio hotel ting! Kuglepen, t-shirts, flag med autografer og en tokio hotel mappe, PROPPET med plakater! Så kom jeg til en kasse, den indeholdte en lille mini Bill dukke! Præcist ligesom den jeg havde set på messen, bare i Billudgave! Specielt lavet til mig = INGEN andre havde én mage til! Ynglingsgave ftw! NØJH hvor blev jeg glad for den!
Efter den dag skrev jeg endnu mere med Jeanet, og vi prøvede mange gange at ses, men desværde forgæves. Hun fortalte mig en masse ting om dem som jeg ingen anelse havde om! Og jeg troede ellers at JEG var stor fan!? Tro om igen Annika!

Efteråret 2009 – 8. Klasse:
Jeg sidder på en pizzabar inde i Århus, og spiser aftensmad. Min far sidder og læser i en avis og skupper den over til mig. Der er en sort firkan på den. Hvid skrift Tokio Hotel - logoet – FORUM 1. MARTS – Billetsalg starter mandag kl. 10(2 dage efter) ”YEEEEES! WEEEEEEE WUHUUUUUH!” jeg kunne slet ikke holde mig tilbage! Jeg begyndte at danse rundt inde i ”butikken” af bare glæde!! Der var heldigvis ikke andre end min far, lillesøster og så de to der stod og lavede mad, for det må virkelig ha set sjovt ud! Jeg rev siden ud af avisen imens jeg sagde ”Den er der nok ikke andre der skal bruge!” Gik hjem og klippede firkanten til, og satte den fast på mit spejl som jeg kigger på hver morgen med tape, og der sidder den stadig! Det havde jeg ventet på i 4 år! Koncerten der skulle ha været i april 2008 havde jeg først hørt om 2 uger før den fandt sted, og alt var udsolgt, hvilket jeg var blevet vildt ked af over! Senere blev jeg så endnu mere ked af det, da jeg fik at vide hvorfor den var blevet aflyst! Hvad nu hvis han aldrig kunne synge igen, hvad nu hvis det var virkelig alvorligt, hvad nu hvis.. hvis... han døde af det?! Jeg kunne slet ikke holde ud at tænke på det!
Jeg skrev det til Jeanet lige efter at jeg var færdig med min glædesdans, og vi aftalte med det samme at vi skulle til koncerten sammen, og vi skrev derefter stortset ikke om andet! Hun havde jo helt styr på hvordan det foregik til koncerter med dem, for hun havde prøvet det masser af gange så jeg fik en masse at vide, og vi planlagde ALT! Hun ville tage over og ligge i kø en uge før koncerten.

Søndag den 21. februar 2010 – en uge før koncerten:
Jeg sad og gloede billeder på nettet af Kaulitz twins som små, hvilket jeg havde det sygeste flip med på det tidspunkt. Så fik jeg en besked fra Jeanet. Der stod at hun måske ikke kunne komme til koncerten alligevel, fordi hun var blevet syg, og hun var ikke sikker på om hun kunne overskue det. MIN VERDEN GIK UNDER! Jeg gik totalt i panik! Jeg tudede i flere timer! Jeg kunne slet ikke tænke klart! Hvad fanden skulle jeg nu gøre!? Der var INGEN af mine venner eller veninder der ville tage med mig! Min mor blev ved med at side og prøve og trøste mig med ”Jamen, jeg skal nok tage med dig derind Annika! Det skal nok blive godt alligevel.” Gu ville jeg da røv ha min mor med ind til den største dag i mit liv når hun ikke anede en skid om det?! Jeg ville få en, lorte plads, fordi hun ikke gad at side i kø, og jeg ville ikke ha nogen at stå og skrige med til koncerten!? PANIK!!! Jeg kunne slet ikke tænke på andet, resten af ugen! Jeg var tudefærdig hele tiden, og ingen af mine venner kunne forstå mig; ”Det er jo bare en koncert Annika? Slap nu af!”. Det var frygteligt!
Fredag den 26. februar 2010 – Fredagen inden koncerten:
Jeg havde idræt i skolen, men sad ude i omklædningsrummet fordi jeg havde ”glemt” mit idrætstøj. Besked fra Jeanet ”Hey søde, jeg tager med til koncerten! Jeg skal sq ikke gå glip af det her!” – jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle skrive tilbage! Jeg sad bare med det største smil på ansigtet! Det blev til et ”Orgh FEDT! Jeg glæder mig vildt meget!” eller sådan noget. Nu begyndte jeg at se frem til det igen!

Mandag den 1. marts 2010 – KONCERT DAGEN!
Jeg var i København, for jeg havde været sammen med min veninde om søndagen. Jeanet skulle komme kl. 11 på mit hotel, som lå næsten lige ved siden af forum. Hun kom, og vi gik over i køen. Der var ikke så mange mennesker og det regnede. Vi fik et nummer på hånden. 227, og 228 var det vist. Vi sad der og så nogle videoer på min iPod, og snakkede med en af Jeanets veninder (nu også min veninde) som kom hen og snakkede med os. Efter en halvtimestid, besluttede vi os for at gå tilbage på mit hotel, for det var virkelig koldt, og så komme tilbage hver time og se hvor mange mennesker der var kommet, og så sætte os derhen når vi ville, for nu havde vi jo fået et nummer, så det gjorde vi. Tror klokken har væet omkring 3 da vi satte os derhen, for at blive sidende, og der sad vi så med tæpper, og paraply og hyggede os igen, med chokolade og sodavand. Omkring kl. 16. begyndte folk at rykke frem ad, så vi var nød til at rejse os og hænge vores tæpper hen over hegnet til køen, og ringe efter min mor og få hende til at komme og hente det. Vi skulle også ha noget aftensmad, inden vi skulle derind, så hun måtte også komme med noget pizza til os. Så stod vi dér. Klemt i køen med lommerne proppede fordi vi ikke ville have vores tasker med ind, og spiste pizza fra bakken. Ret hyggeligt egentlig. Så omkring kl. 17. rykkede det frem ad. ”Så er det nu!” sagde Jeanet, og tog min hånd, og så vadede vi ellers frem af! Vi endte 2 meter fra det foreste hegn – ret godt gået! Der stod vi så i 2 timer. De skulle ha åbnet døren kl. 18, men de blev først åbnet kl. 19. vi var ret irriterede, men okay, det var det værd! Så åbnede de dørene, og jeg tror aldrig at jeg har løbet så hurtigt før i mit liv! Vi spænede forbi vagterne der skulle tjekke vores billetter, hvilket føltes som en evighed da de skulle det! Vi løb ind og endte HELDIGVIS inde indenfor hegnet, hvor vi fandt os en god plads. Da vi havde stået der i et stykke tid, og vi kunne se at der ikke blev lukket flere ind, besluttede vi os for at vi godt kunne nå at købe noget at drikke, for vi var blevet pænt tørstige efter løbeturen. Vi kom hen til baren, og Jeanet ville ha en fadøl, og jeg ville ha en sommersby. ”Har du noget ID?” – ”Ja hér” Jeanet viste ham hendes sygesikringsbevis som fortalte at hun var 23 år gammel. ”Ja, billed-ID tak” – ”Jamen det har jeg ikke med? Jeg er 23!” – ”jamen jeg skal se billed-ID” Der skete noget oppe på scenen ”Jamen så giv os 4 cultshakere!” råbte hun næsten. Han fandt 4 cultshakere i køleskabet, og idioten fandt self. også 4 glas!? Og ville til at hælle dem derover i ”Vi skal bare ha to i hvert glas!” råbte jeg. Det her gik ALT for langsomt ”Kom nuuuuuuu!” sagde jeg. ”Jamen så hjælp mig med at gøre det!” det gjorde vi så, og løb tilbage på vores pladser, imens vi prøvede at holde cultshakeren i glassene. Vi fandt vores pladser igen, og stod lige og fik pusten. Så kom the dreams på scenen. Jeanet havde hørt nogle af deres sange hjemmefra så hun var nogenlunde forberedt, men jeg kunne intet af det. Jeg kunne/kan egentlig ikke lide dem eller deres musik, så jeg ventede bare (ALT for længe) på at Tokio Hotel kom på. Da de var færdige gik der vist ca. en halvtimes tid, før de kom på, så lidt af idén med opvarming gik lidt af, men okay.

ENDELIG begyndte højtalerne at sige den sjove lyd der altid er inden de kommer på scenen. En meget mørk computerstemme siger ”Tokio Hotel” efterfulgt af en lys; ”Humanoid”… Nu begyndte folk for alvor at skrige! Første nummer begynder, og jeg har aldrig hørt så meget skrigeri på et sted i mit liv! Det fortsatte sådan hele koncerte. Jeg vil ikke forklare koncerten, for jeg vil ikke kunne gøre det ordentligt! Men jeg har aldrig oplevet noget så fantastisk! Jeg glemmer ALDRIG den aften!

The end

1000 tak til Tokio Hotel Online Updates AnnikaKaulitz for at have delt sin historie med os ^^ Hvis DU gerne vil have DIN historie eller bare en speciel TH oplevelse op på siden så skriv til min mail henriette.andreasen@jubii.dk med din oplevelse og skriv TH Fan i emnefeltet - glæder mig til at høre fra jer ^^

Ingen kommentarer: