Oversættelse:
Wickert: Berlin er den by, jeg helst ville bo i. Fordi Berlin er en metropol - hvad gør en by til en metropol? For det først har en den en international kultur. Og jeg kan godt lide byer der er ”i stykker”. Fordi der hvor ting er i stykker er der plads til at gro noget nyt, og folk der har lyst til at prøve nye ting. Her er der unge kinesere, unge russere, unge franske fyre, som føler at de her kan finde ny plads og ny frihed til at skabe noget nyt, hvilket man ikke kan i somme andre byer.
Jeg finder denne unge mands biografi meget fascinerende, fordi han i en meget tidlig alder skabte sin egen identitet. Han sagde ”Jeg vil være anderledes end de andre, også selvom folk vil mobbe mig for det”. Og det finder jeg meget fascinerende.
Bill: For mig er Ulrich Wickert… Det var vist da jeg var 16-17 år gammel at han lavede ”Tagesthemen” nyhederne. Og selvfølgelig så jeg ikke det program dengang. Men selvfølgelig er han meget kendt, også i min generation. Han er meget kendt og havde et meget vigtigt job på det tidspunkt… Og du føler altid at han virkelig fordyber sig i de ting, han laver.
Han er ikke bare en kedelig fyr der snakker om nyhederne, og du kunne altid fuldt ud forstå, hvad han forklarede. Og jeg har aldrig haft følelsen af at han ville pege fingre af folk. Især min familie blev meget begejstret og reagerede positivt da jeg fortalte dem, at jeg skal møde Ulrich Wickert, og at vi vil tilbringe en dag sammen.
Bill: Dette hotel er det hotel, hvor vi altid bor, når vi er i Tyskland. Og det føles næsten som vores eget hus.
Wickert: Du blev her engang i tre måneder, efter at du var blevet opereret?
Bill: Præcis. Og da jeg kom tilbage en anden gang… Jeg var her ikke særlig længe, for de havde gjort mig den tjeneste at give mig det samme rum, som jeg havde haft [under hans ophold efter operationen]. Da jeg kom ind på værelset tænkte jeg: ”Åh nej, jeg må ud herfra!” fordi den tid, jeg havde tilbragt i det rum, var nok den mest anstrengende og værste periode af vores karriere. Det var da min stemme var væk, og det var også et stort psykologisk pres på mig. Vi var bekymrede for hvordan det ville gå, og hvordan ting ville fortsætte.
Wickert: Hvad, helt præcist, var problemet med din stemme?
Bill: Jeg havde en cyste på stemmebåndet, og jeg kunne ikke lave en lyd. Stemmen var fuldstændigt væk.
Wickert: Åh, gud… Hvordan kommunikerede du så? Skrev du noter?
Bill: Ja, jeg havde en notesblok at skrive på… Og så var der min bror, som hjalp mig. For det er det, der er så specielt ved os… Vi behøvede bare at se på hinanden, og så vidste han med det samme, hvad jeg ville sige. Så han virkede lidt som et mundstykke for mig i den tid.
Wickert: Så din bror er den ideelle partner for dig?
Bill: Absolut, jeg mener… Ja. Dette er et meget specielt partnerskab som helt sikkert vil være konstant i mit liv, ja.
Wickert: Og hvordan ville du beskrive jer begge to. Er en af jer den stærke, og er en af jer den svage?
Bill: Jeg synes, vi udbalancerer hinanden. Jeg mener, han har… Vi har begge to vores svagheder, og faktisk giver vi impulser til hinanden. Hvis en af os ikke har noget energi eller føler sig nede, så er det den anden, der deler sin energi med ham, og hiver ham med og op igen.
Bill: Dette er et meget berømt studie og indspilningsrum hvor mange store og berømte stjerner har indspillet, som David Bowie.
Wickert: Der er et spørgsmål, som jeg gerne vil spørge… Alle har deres egen identitet. Identiteten vokser gennem ting, du oplever, når du vokser op… Og gennem det sprog og de ting, du hører, eller lærer gennem din familie. Or du begyndte at opbygge din egen identitet allerede som 8-9 årig. Hvordan kan det være?
Bill: Altså, Tom og jeg lignende hinanden enormt meget indtil vi var 6 eller 7 år. Indtal da så vi fuldstændigt ens ud, havde det samme tøj på, og havde vores navne skrevet på vores trøjer, så folk i børnehaven og lærerne kunne se hvem, der var hvem. Og efter det voksede vi lidt fra hinanden og fik forskellige interesser, også vores musiksmag var forskellig. Jeg tror, dette skete fordi man, når man er tvillinger, hele tiden bare bliver genkendt som ”tvillingerne”. Folk kaldte os tit bare ”tvillingerne” i stedet for at sige vores navne. Og det var nok grunden til, at vi gerne ville have forskellige individualiteter, og udvikle os i to forskellige retninger. Og det gjorde vi ved at have hver vores ekstreme look, som vi havde på vores egen måde.
Selvfølgelig havde vi en masse forskellige faser, men vi var altid meget ekstreme. Han så meget ekstrem ud og jeg så meget ekstrem ud, så alt i alt var vi meget iøjnefaldende. Og selvfølgelig er det ikke den nemmeste vej at gå, men jeg syntes dengang at det var meget vigtigt - fra en tidlig alder - at være fri til at gøre hvad jeg vil. Jeg har altid haft en lille rebel i mig… Og det har jeg stadig nu, som gerne vil være fri med sine outfits og også sin musik. Frihed er meget vigtigt for mig. Det var allerede sådan, da jeg var meget ung.
Wickert: Tja, frihed er også en meget vigtig og imponerende ting efter min mening. Men jeg går ud fra at du følte trangen til at være anderledes, fordi andre folk ikke gav dig frihed, er det ikke rigtigt?
Bill: Ja… Man bliver ret tit behandlet på en unfair måde. Og jeg har faktisk altid valgt den svære vej… Og så længe det føltes rigtigt, så måtte folk bare acceptere det. Det startede allerede i skolen. Vi havde meget store problemer i skolen… Jeg hadede virkelig at tage derover hver morgen. Og når jeg kigger tilbage på det nu, kan jeg godt se, at jeg valgte det ekstreme. Men så snart lærerne og de andre i skolen sagde ”Han kan da ikke komme i skole med makeup om øjnene, det er ikke godt”, så ville jeg komme med endnu mørkere øjenskygge den næste dag, og mit hår blev endnu sortere. Og på den måde gik jeg et ekstrem til det næste…
Vi gjorde det ikke nemt for os selv. Men det var min trang… Jeg ville være anderledes. Jeg havde altid ret gode karakterer i skolen, hvilket jeg ønskede for mig selv… Men jeg ville gerne behandles som alle andre.
Wickert: Hvis jeg lærte nogle mennesker at kende, som var irriterende, så ville jeg bryde med dem og ikke give dem en chance til. Så jeg er personligt ret radikal nogle gange… Men måske er jeg bare det, fordi jeg så kan redde mig selv.
Bill: Ja, og jeg tror at alle leder efter en person, som har de samme værdier. Og selv hvis du møder nogen og og i starten tænker at I ”kunne” være et godt match, så kan du opdage, at det ikke dur alligevel. Og i det store hele synes jeg at et partnerskab - privat eller i erhvervslivet - så skal man finde nogen, som man kan komme godt ud af det med på de samme vilkår. Fordi eller kan det ikke fungere. Og så længe der er folk, der virkelig hader dig, så kan du være sikker på, at der også er folk der elsker dig… Og så ved du, at det, du gør, er det rigtige. Hvis nogen bruger sin frihed til at vise, hvad han vil have og hvad han elsker, og folk ikke lader dem selv gøre det samme, så er det ekstremer, der er meget tæt på hinanden. Min følelse har altid været, at du gør alting rigtigt så længe folk hader dig, og det kom jeg altid godt ud af det med, for i det lange løb, så bringer det dig fremad, på en måde.
Wickert: Berlin er den by, jeg helst ville bo i. Fordi Berlin er en metropol - hvad gør en by til en metropol? For det først har en den en international kultur. Og jeg kan godt lide byer der er ”i stykker”. Fordi der hvor ting er i stykker er der plads til at gro noget nyt, og folk der har lyst til at prøve nye ting. Her er der unge kinesere, unge russere, unge franske fyre, som føler at de her kan finde ny plads og ny frihed til at skabe noget nyt, hvilket man ikke kan i somme andre byer.
Jeg finder denne unge mands biografi meget fascinerende, fordi han i en meget tidlig alder skabte sin egen identitet. Han sagde ”Jeg vil være anderledes end de andre, også selvom folk vil mobbe mig for det”. Og det finder jeg meget fascinerende.
Bill: For mig er Ulrich Wickert… Det var vist da jeg var 16-17 år gammel at han lavede ”Tagesthemen” nyhederne. Og selvfølgelig så jeg ikke det program dengang. Men selvfølgelig er han meget kendt, også i min generation. Han er meget kendt og havde et meget vigtigt job på det tidspunkt… Og du føler altid at han virkelig fordyber sig i de ting, han laver.
Han er ikke bare en kedelig fyr der snakker om nyhederne, og du kunne altid fuldt ud forstå, hvad han forklarede. Og jeg har aldrig haft følelsen af at han ville pege fingre af folk. Især min familie blev meget begejstret og reagerede positivt da jeg fortalte dem, at jeg skal møde Ulrich Wickert, og at vi vil tilbringe en dag sammen.
Bill: Dette hotel er det hotel, hvor vi altid bor, når vi er i Tyskland. Og det føles næsten som vores eget hus.
Wickert: Du blev her engang i tre måneder, efter at du var blevet opereret?
Bill: Præcis. Og da jeg kom tilbage en anden gang… Jeg var her ikke særlig længe, for de havde gjort mig den tjeneste at give mig det samme rum, som jeg havde haft [under hans ophold efter operationen]. Da jeg kom ind på værelset tænkte jeg: ”Åh nej, jeg må ud herfra!” fordi den tid, jeg havde tilbragt i det rum, var nok den mest anstrengende og værste periode af vores karriere. Det var da min stemme var væk, og det var også et stort psykologisk pres på mig. Vi var bekymrede for hvordan det ville gå, og hvordan ting ville fortsætte.
Wickert: Hvad, helt præcist, var problemet med din stemme?
Bill: Jeg havde en cyste på stemmebåndet, og jeg kunne ikke lave en lyd. Stemmen var fuldstændigt væk.
Wickert: Åh, gud… Hvordan kommunikerede du så? Skrev du noter?
Bill: Ja, jeg havde en notesblok at skrive på… Og så var der min bror, som hjalp mig. For det er det, der er så specielt ved os… Vi behøvede bare at se på hinanden, og så vidste han med det samme, hvad jeg ville sige. Så han virkede lidt som et mundstykke for mig i den tid.
Wickert: Så din bror er den ideelle partner for dig?
Bill: Absolut, jeg mener… Ja. Dette er et meget specielt partnerskab som helt sikkert vil være konstant i mit liv, ja.
Wickert: Og hvordan ville du beskrive jer begge to. Er en af jer den stærke, og er en af jer den svage?
Bill: Jeg synes, vi udbalancerer hinanden. Jeg mener, han har… Vi har begge to vores svagheder, og faktisk giver vi impulser til hinanden. Hvis en af os ikke har noget energi eller føler sig nede, så er det den anden, der deler sin energi med ham, og hiver ham med og op igen.
Bill: Dette er et meget berømt studie og indspilningsrum hvor mange store og berømte stjerner har indspillet, som David Bowie.
Wickert: Der er et spørgsmål, som jeg gerne vil spørge… Alle har deres egen identitet. Identiteten vokser gennem ting, du oplever, når du vokser op… Og gennem det sprog og de ting, du hører, eller lærer gennem din familie. Or du begyndte at opbygge din egen identitet allerede som 8-9 årig. Hvordan kan det være?
Bill: Altså, Tom og jeg lignende hinanden enormt meget indtil vi var 6 eller 7 år. Indtal da så vi fuldstændigt ens ud, havde det samme tøj på, og havde vores navne skrevet på vores trøjer, så folk i børnehaven og lærerne kunne se hvem, der var hvem. Og efter det voksede vi lidt fra hinanden og fik forskellige interesser, også vores musiksmag var forskellig. Jeg tror, dette skete fordi man, når man er tvillinger, hele tiden bare bliver genkendt som ”tvillingerne”. Folk kaldte os tit bare ”tvillingerne” i stedet for at sige vores navne. Og det var nok grunden til, at vi gerne ville have forskellige individualiteter, og udvikle os i to forskellige retninger. Og det gjorde vi ved at have hver vores ekstreme look, som vi havde på vores egen måde.
Selvfølgelig havde vi en masse forskellige faser, men vi var altid meget ekstreme. Han så meget ekstrem ud og jeg så meget ekstrem ud, så alt i alt var vi meget iøjnefaldende. Og selvfølgelig er det ikke den nemmeste vej at gå, men jeg syntes dengang at det var meget vigtigt - fra en tidlig alder - at være fri til at gøre hvad jeg vil. Jeg har altid haft en lille rebel i mig… Og det har jeg stadig nu, som gerne vil være fri med sine outfits og også sin musik. Frihed er meget vigtigt for mig. Det var allerede sådan, da jeg var meget ung.
Wickert: Tja, frihed er også en meget vigtig og imponerende ting efter min mening. Men jeg går ud fra at du følte trangen til at være anderledes, fordi andre folk ikke gav dig frihed, er det ikke rigtigt?
Bill: Ja… Man bliver ret tit behandlet på en unfair måde. Og jeg har faktisk altid valgt den svære vej… Og så længe det føltes rigtigt, så måtte folk bare acceptere det. Det startede allerede i skolen. Vi havde meget store problemer i skolen… Jeg hadede virkelig at tage derover hver morgen. Og når jeg kigger tilbage på det nu, kan jeg godt se, at jeg valgte det ekstreme. Men så snart lærerne og de andre i skolen sagde ”Han kan da ikke komme i skole med makeup om øjnene, det er ikke godt”, så ville jeg komme med endnu mørkere øjenskygge den næste dag, og mit hår blev endnu sortere. Og på den måde gik jeg et ekstrem til det næste…
Vi gjorde det ikke nemt for os selv. Men det var min trang… Jeg ville være anderledes. Jeg havde altid ret gode karakterer i skolen, hvilket jeg ønskede for mig selv… Men jeg ville gerne behandles som alle andre.
Wickert: Hvis jeg lærte nogle mennesker at kende, som var irriterende, så ville jeg bryde med dem og ikke give dem en chance til. Så jeg er personligt ret radikal nogle gange… Men måske er jeg bare det, fordi jeg så kan redde mig selv.
Bill: Ja, og jeg tror at alle leder efter en person, som har de samme værdier. Og selv hvis du møder nogen og og i starten tænker at I ”kunne” være et godt match, så kan du opdage, at det ikke dur alligevel. Og i det store hele synes jeg at et partnerskab - privat eller i erhvervslivet - så skal man finde nogen, som man kan komme godt ud af det med på de samme vilkår. Fordi eller kan det ikke fungere. Og så længe der er folk, der virkelig hader dig, så kan du være sikker på, at der også er folk der elsker dig… Og så ved du, at det, du gør, er det rigtige. Hvis nogen bruger sin frihed til at vise, hvad han vil have og hvad han elsker, og folk ikke lader dem selv gøre det samme, så er det ekstremer, der er meget tæt på hinanden. Min følelse har altid været, at du gør alting rigtigt så længe folk hader dig, og det kom jeg altid godt ud af det med, for i det lange løb, så bringer det dig fremad, på en måde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar