Interview med Bill og Tom i GALA #18/2013

Bill og Tom Kaulitz er identiske tvillinger, hvilket kan være svært at tro nogen gange. I stedet for at have to genetisk identiske mennesker stående foran dig, så ser det mere ud som om det er to mænd, der ikke kunne være mere forskellige. Det er en optisk illusion, for så snart de åbner munden snakker du til en enkelt person. Selv når de har helt forskellige meninger...

Jeres job som dommere i "Deutschland Sucht Den Superstar" aflsutter i næste måned. Hvad vil der ske efter det?
Tom: Vi vil udelukkende fokusere på vores musikkarriere. Der var to grunde til, at vi i 2010 flyttede til L.A, og at vi tog en pause fra det hele. For det første var det blevet helt umuligt for os at have et privatliv i Tyskland. For det andet ville vi gerne arbejde på vores nye album i fred og ro. Vi håber, at vi kan færdiggøre det i år. Sangene til albummet er allerede blevet valgt, og nu er vi i den sidste fase af produktionen.

Skuespiller Gwyneth Paltrow siger: "Folk forbliver den alder som de var, da de blev berømt." Er det sandt?
Tom: Hun har fat i noget. Jeg tænker tit at jeg ikke rigtig har ændret mig. Jeg har stadig den samme humor og laver de samme dumme jokes. På nogle måder gør man de samme ting. Men alligevel, vi har lært meget - lige fra hvordan man håndterer personale til hvordan musikindustrien virker.

Mange teenagestjerner kommer ind i en nedadgående spiral, og skræmmer folk med deres hårdhed, f. eks. Justin Bieber. Hvem har lov til at sige "nej" til dem?
Bill: Jeg ville ønske at der ikke var nogen der gjorde det, men det er et faktum at der stadig er folk, der er imod os. Vi har kendt de fleste af de folk, vi har omkring os i 7-8 år, og de stopper ikke med at fortælle os den rå sandhed, fordi vi er i offentlighed. Jeg synes tit at vores omgivelser har et alt for kritisk syn på ting, for Tom og jeg finder tit os selv i en position hvor vi er nødt til at forsvare os selv og vores handlinger.

Robbie Williams blev opdaget da han var femten, ligesom jer. Han siger: "Berømthed udvider dine sanser, styrker dine svagheder og bringer de værste sider frem i dig."
Bill: Det er sandt. En karriere forstørrer ens styrke og styrker ens svagheder. Jeg har altid været en ekstrem perfektionist, men nu er jeg kommet til et punkt hvor jeg går i panik hvis noget ikke går, som jeg havde tænkt mig. Denne følelse af panik er ofte så kraftig at jeg ikke kan falde i søvn om aftenen. Folk behøver ikke at lægge pres på mig, for jeg presser mig selv i forvejen.
Tom: Jeg hænger så meget i de helt små detaljer at jeg altid er nødt til at vide præcist, hvad der vil ske næste dag. Hvis der sker noget, der ikke er planlagt, så føles det, som om det vil udvikle sig til en katastrofe. Jeg ville ønske at jeg kunne sige: "Okay, fint nok. Lad os se, hvad dagen bringer," men det kan jeg bare ikke. Oven i det, så tænker jeg også over, om det kan være sundt at jeg snakker med mig selv hele dagen, når Bill og jeg er adskilte. Det stresser mig, når jeg snakker med mig selv, for jeg ved ikke om jeg er ved at udvikle noget dårligt eller mærkeligt ved at gøre det.

Hvordan har disse år uden for rampelyset føltes?
Bill: Det sjove er, jeg kan ikke finde ud af om det er bedst at leve med berømmelsen, eller uden den. Efter at have slappet af i to år har jeg virkelig trangen til at begynde at arbejde igen. Men i samme øjeblik jeg ser fotograferne stå der, der tænker jeg: Shit, måske skulle jeg lige vente endnu et år. På den ene side vil jeg gerne være i fred, men på den anden side vil jeg også gerne have succes med bandet. Men det er bare sådan mennesker er - vi vil altid have det, vi ikke kan få.

Har jeres liv i rampelyset ført til at I poserer eller er meget selvbevidste selv når I gør helt normale ting, som at være på toilettet?
Tom: Sådan er det med Bill, men ikke med mig.
Bill: Jeg kan ikke ryste den vane af mig. Så snart jeg ser så meget som en kameratelefon falder jeg straks ind i et særligt adfærdsmønster. Selv når det bare er billeder til familiefester, så bliver jeg anspændt fordi jeg ved, at de billeder kommer ud i offentligheden en eller anden dag. En blitz betyder for mig: Vær forsigtig, du er på arbejde og er i fuld offentlighed!

Hvem ville I betale mere per time: En mekaniker eller en psykoterapeut?
Bill: En mekaniker. Jeg har tit overvejet om en psykoterapeut måske ville være en god idé, men jeg tror ikke rigtigt på dem. Jeg er ikke sådan en, der løber rundt uden at vide, hvad mine problemer er. Jeg er ret god til at vide hvad der er galt med mig, når jeg har problemer. Men jeg har det sådan lidt, hvordan skulle en fremmed kunne hjælpe mig, hvis jeg ikke engang kan løse mine problemer selv?
Tom: At tale med en psykiater er til stor hjælp for mange. Vi, som identiske tvillinger, har ikke brug for en, for vi snakker sammen hele dagen. Jeg er Bills terapeut og han er min. Det er derfor, jeg altid kan mærke det med det samme, hvis han ikke er der. Så må jeg snakke med mig selv om mine tanker.
Bill: Ingen kan forstå, at vi altid er nødt til at dele vores tanker med hinanden, så snart de tager form i vores hoveder. Vi vælter bare ud med alt, der går gennem vores sind, når vi er sammen, ufiltreret. Normale mennesker gør ikke engang sådan med deres mødre eller bedste venner.
Tom: Når vi kommunikerer er det som når man sidder på toilettet - vi lukker alt ud. For folk, der lytter til os snakke, kommer det som et chok. Siden vi ved alt om hinanden er vi også ekstremt tætte. Det er næsten supernaturalt at vi tænker næsten præcist de samme ting. Faktisk behøver vi slet ikke at tale til hinanden. Vi ved allerede alt, hvad der er at vide om hinanden.

Irriterer det kvinder, at de ved, at de altid står i anden række når de er i et forhold med jer?
Tom: Det tager helt sikkert lidt tid at vænne sig til os, for vi kommer i en dobbeltpakke. Vi vil formentligt tilbringe hele vores liv sammen, og gøre næsten alting sammen. Det er svært for en partner ikke at blive jaloux over en sådan grad af intimitet.

Mange identiske tvillinger synes at dette symbiose-forhold er mere tortur end det er sjovt, og går gennem faser hvor de ikke kan leve med hinanden, men heller ikke kan forestille sig et liv uden hinanden. Synes I, at denne grad af intimitet skræmmer jer nogen gange?
Bill: Nej. Vi har aldrig tænkt sådan om hinanden. Jeg kan ikke engang forestille mig at skulle være væk fra Tom over en større periode.

Robbie Williams har boet i L.A. siden 2002. Han siger: "Det er næsten umuligt at finde kærligheden i L.A, fordi kvinderne der er så neurotiske. Det giver dem superkræfter. Næsten hver og en af disse kvinder er dygtige til at være neurotiske." Er I enige?
Tom: Der er de typiske ego-freaks i L.A, hvis personligheder er falske. Men jeg føler, at den type kvinder er blevet international. Hvis du er uheldig kan du finde dem i hver en by.

Lad os sige, at I ser en kvinde på en café i L.A, som pirrer jeres interesse. Hvordan introducerer I jer selv?
Bill: Det er en typisk L.A. ting at folk fortæller dig en masse personlige ting om dem selv. Alle virker til at lave noget interessant og have et fantastisk liv. Tom og jeg tiltrækker os opmærksomhed ved næsten aldrig at fortælle nogen noget som helst om os selv. Når folk spørger os, hvad vi går og laver, så nedtoner jeg det altid med det samme. I L.A. er det at underspille noget ikke så normalt. Derfor fortsætter folk bare med at snakke om deres personlige liv. Og det har jeg det faktisk helt fint med.
Tom: Når vi går i træningscenteret i L.A. er vi nødt til at skjule vores job. Vi kigger på hinanden og tænker over hvad der ville lyde realistisk. Hvis vi siger at vi er i college, så lægger folk mærke til at det ikke kan være rigtigt, og spørger så videre: "Hvordan kan I køre i sådan en bil når I er i college? Er jeres forældre millionærer?"

Og igen, Robbie Williams - han siger at der er to slags groupies i Tyskland: "Den ene vil tage billeder under sex, for at have et slags bevis overfor deres venner. De andre spørger: "Robbie, er dine følelser for mig virkelige?" Har I haft lignende oplevelser?
Tom: Jeg kan bekræfte at groupies vil vide om man har ægte følelser for dem. Men det sker ikke kun i Tyskland. Jeg tror, det kommer an på hvordan du scorede hende i første omgang. Kvinder der er svære at komme ind til kommer man til at love en hel masse. Det er dem, der spørger om man virkeligt har følelser for dem. Jeg løj aldrig når jeg svarede dem, for det synes jeg er lidt hårdt. Jeg tager vejen i midten - jeg siger aldrig at det bare er for natten, men jeg får hende heller ikke til at føle at der kommer til at være mere mellem os.

Hvordan reagerer du når en kvinde vil tage et billede mens hun har sex med dig, som et bevis overfor hendes venner?
Tom: Det ville jeg aldrig være en del af. Med os har det altid været sådan at kvinderne var blevet fortalt, at de ikke måtte tage billeder. Det stod klart for dem. I starten af karrieren måtte pigerne efterlade deres jakker og tasker hos vores sikkerhedsvagter, og nærmest allerede være halvnøgne når de trådte ind på vores værelser.

Hvordan ville du reagere hvis en kvinde fortalte jer, at hun var gravid næste morgen?
Tom: Det kan ikke ske for mig. Jeg er i et forhold, og derfor har jeg ikke lavet noget med tilfældige kvinder i lang tid nu
Bill: Meget har ændret sig. I starten af vores karriere måtte vi skrive en masse autografer. I dag vil folk ikke rigtig have dem mere. Når folk spørger om de må tage et billede, og jeg ligner lort, så siger jeg: "Du må ikke blive vred, men ingen billeder i dag. Men jeg kan lave en autograf til dig, hvis du vil have en." Så svarer de med "nej tak". Newbies kan glemme alt om at lave autografkort, så de kan lave autografer til deres fans, for autografer er out nu.
Tom: Når man siger ja til at få taget et billede bliver folk så begejstrede at de ikke kan tænde deres kameraer, og de begynder at ryste. Når jeg ser det bliver jeg også selv virkelig nervøs.
Bill: Vi er begge to så dårlige til at håndtere sådan nogle situationer, for vi er ikke gode til smalltalk. jeg beundrer når fremmede kan møde hinanden, og bare kan sige et par ord til hinanden og derefter holde samtalen i gang. Når jeg møder nogen, som jeg ikke kender, føler jeg mig meget ubehageligt til mode. Jeg ved aldrig, hvad jeg skal sige, og det gør den anden person i de fleste tilfælde heller ikke. Og så er der akavet stilhed. Det er nemmere for mig at smalltalke på engelsk, fordi der er så mange basale, typiske sætninger som man kan starte en samtale med. På tysk er alting meget mere seriøst.

Hvornår sagde du sidst "jeg elsker dig" til nogen?
Bill: Da jeg gik i skole sagde jeg det tit til mine veninder, uden at tænke så meget over det - men jeg mente det aldrig. Det skete nogen gange at jeg havde et crush på nogen, men det har aldrig været noget seriøst. Jeg har ikke fundet nogen, som jeg kan sige "Ja, jeg elsker dig og mener det af hele mit hjerte" til. Med familiemedlemmer, naturligvis, men det er jo noget andet.
Tom: Han fortæller mig hver dag at han elsker mig overalt på jorden.

Mange artister kan leve med deres kærlighed for dem selv. Savner du virkeligt noget i dit liv, Bill?
Bill: Jeg savner virkeligt at elske nogen - men hvad betyder det overhovedet at savne? Det er ikke sådan at jeg leder efter mit livs kærlighed hver dag, og at jeg hele tiden tænker: "Åh, stakkels mig, jeg har stadig ikke fundet min store kærlighed". Det er bare det, folk er skabt til at være sammen med nogen. Jeg tror ikke, at nogen virkeligt mener, at de er glade for at være single. Jeg tror, det er en løgn.
Tom: Nogen mennesker har ondt af dig og siger: "Han har været single så længe, han må da være deprimeret". De glemmer at du ikke lever et ensomt liv, og at du ikke bor alene eller arbejder alene.
Bill: Nemlig. Det forhold, der kommer i første række, vil altid været det som Tom og jeg har. Alt andet kommer i anden række.

Folk siger at Goethe havde sin første gang da han var 39 år gammel!
Bill: Wow! Så har jeg det bedre.

Nyt interview i GALA

Jeg oversætter det så snart jeg kan :)

Interview med Bill og Tom i BRAVO

Bill, hvorfor finder du ikke den rigtige?

Om hvordan DSDS dommeren har været single i otte år - og om hvordan hans bror Tom nu vil hjælpe ham


Det er sæsonen for hotte flirts og store følelser! Ex-kandidat Sarah Joelle Jahnel påstår at kandidaterne har sex med hinanden. Lisa Wohlgemuth og Erwin Kintop er et ungt forelsket par. Tja, kærlighed kan være virkelig smukt hvis du finder en, der altid er der for dig. Tager dig, som du er. Det er den bedste følelse i verden. Men hvad vis den person ikke træder ind i dit liv? Du venter og venter og det sker bare ikke! Pokkers!

Det er præcist, hvad der sker for Bill Kaulitz. Han har været single i otte år. Det er en evighed. Ingen nus, ingen kys, ingen sommerfugle i maven. Så trist! Før TH startede i sommeren af 2005 havde han haft 5 kærester. Efter: Ingenting - og det selvom piger over hele verden forguder ham.

Han har åbnet fuldstændigt op overfor dette emne: "Jeg ville selvfølgeligt ønske, at det også ville ske for mig. Alle er skabt til at være sammen med en anden." Men hvorfor virker det ikke for dig, Bill? "Det spørger jeg tit mig selv." Han griner, trækker på skuldrene og prøver at finde svar. "Jeg har store problemer med at stole på folk. Det er nok problemet."
Det er forståeligt: Bill har været i rampelyset siden han var 15. "Hvem kan virkeligt lide mig, og hvem kan bare godt lide mig fordi jeg er berømt?" Spørgsmål, der rejser sig, hver gang han møder nye mennesker.
"Oven i det har jeg også for høje forventninger til kærlighed. Mange mennesker er i forhold bare fordi de ikke kan være alene. Sådan vil jeg ikke have, at det skal være. Det skal være alt eller intet. Når jeg er forelsket, så er jeg fuldstændigt forelsket - for evigt og altid. Jeg vil ikke være nødt til at tilpasse mig til noget, det hele skal bare passe."

At finde "den perfekte" for dig selv - en smuk tanke. Og så romantisk. Men nogengange må man give det en chance, også selvom personen ikke ser ud til at være den perfekte ved første blik.
Fordi ofte kommer følelser - og det at stole på nogen - med tiden.
Det er, hvad Bills tvilling Tom gerne vil fortælle sin bror.
"Det er ikke nemt for Bill at lære kvinder at kende når han går sammen med mig. De kigger alle sammen kun på mig," joker han, men bliver så seriøs. "Det var bare for sjov. Jeg vil gerne hjælpe Bill. Hans forventninger til kærlighed er for høje, det fortæller jeg ham hele tiden."
Tom har aldrig haft problemer når det kommer til piger. Det er det modsatte: Da drengene fra Loitsche startede deres karriere med Tokio Hotel tog han konstant piger med sig - og fortalte alle om det.
Men de vilde tider er ovre. Han er heldig med én pige: Siden 2011 har han været sammen med Ria.

Hvad synes Bill om at hans tvilling har en kæreste?
"Det er underligt for mig. Han har nogen, og det har jeg ikke. Men jeg ved, at vi altid vil have det tætteste forhold. Sådan er det for os - og det må kvinder bare acceptere. Vi er altid med hinanden. En pige er nærmest nødt til at være i et forhold med os begge to."
Brødrene er helt klart uadskillelige. De viser sig som en duo - ligesom i DSDS.
Hvad der gør dem så stærke: Bill og Tom han kommunikere med tanker og ved at se på hinanden.

De sværger: "Vi vil dø sammen!" Men et liv uden kærlighed? Det ønsker ingen af dem. Tom har allerede fundet sit held - og forhåbentligt finder Bill snart den rigtige. At have været alene i otte år er for meget.


- I kan se bladet skannet ind her

Interview fra DSDS magazine #1

Hvorfor besluttede I jer for at tage del i juryen?
Bill: Det lyder måske cliché, men det er anderledes end noget andet, vi har lavet. Som dommer har man et stort ansvar. Man har indflydelse på kandidaternes fremtid.
Tom: DSDS giver vinderen en fantastisk mulighed. Et hit og 500,000 euro er en god start. Hvad artisten så vil gøre med det er op til ham/hende selv. Det er vigtigt at tage de rigtige beslutninger.

Hvad er jeres stærke sider? Hvad er det bedste I kan tilbyde som dommere?
Bill: Tom og jeg har lavet musik siden vi var syv år gamle. Vi er i musikbranchen, vi voksede nærmest op i den. Vi har været på små og store scener, vi kender til både de gode og det dårlige sider, og har en masse erfaring på vejne af vores kandidater. Vi ønsker for dem at de finder deres veje ind i musikindustrien, og vi vil gerne give dem et skub.
Tom: Vi håber også, at vores kandidater gør det bedste, de kan, med de råd vi giver dem! Det er ikke altid tilfældet. Det vigtigste er selvfølgelig hvor stor potentiale kandidaten faktisk har til at starte en karriere.

Hvad skal en kandidat have for at vinde dommernes hjerter?
Tom: Det tror jeg godt vi alle sammen kan blive enige om: Personligheden. Vi kigger ikke kun efter artister, der synger godt.
Bill: En, der nemt kan indlejre musik i deres dagligdag.

Hvad bør kandidaterne fokusere på til deres live optrædener?
Bill: De skal føle sig godt tilpas - med sangen, deres stemmer, og selvfølgelig deres outfits. Intet går godt på scenen, hvis ikke du er godt tilpas. Hver kandidat har sine 2-3 minutter om aftenen, når de skal give alt. De bliver hvad de gør det til.

Har I nogle råd til kandidaterne, så de kan få alt under kontrol? Har I et ritual før jeres optrædener?
Tom: Halvanden time før showet er vi bare bandet samlet. Så spiller vi sammen, og Bill synger. Og vi er bare nervøse sammen. Vi er alene og bliver ikke forstyrrede.
Bill: Der er ikke noget specifikt råd... Men én ting er sikkert: Uanset hvor mange gange man gør det, så bliver man altid nervøs for showet.
Tom: Åh, måske er der et tip til: Før showet må du give dig tid til at... Gøre hvad du må gøre. Så bliver optrædenen meget mere afslappet. Det har jeg lært af vores bassist.

Har I de samme yndlingskandidater, eller har I forskellige? har I skændtes på grund af det?
Tom: (Griner) det ville være rart, ja. Men Bill og jeg har de samme favoritter. Vi diskuterer meget bag scenen. Så hvis der er skænderier, så er det mellem os og Dieter og Mateo.
Bill: Tom og jeg har desværre været nødt til at sige farvel til nogle kandidater, som vi gerne ville have set i liveshowsene.

Har I noget formål med kandidaterne bag kameraerne?
Bill: Helt klart. Tom og jeg er kun interesserede i at hjælpe kandidaterne fremad. Det er det, vi er her for! Vi har ingen interesse i at se dem fejle eller blive ydmyget. Vi vil have dem til at vokse og blive bedre fra uge til uge, og de kan stole på os. Foran og bag kameraerne!

Hvilken erfaring fra jeres liv i musikindustrien kunne I lære kandidaterne?
Tom: Vi prøver altid at vise dem de positive sider, vi de negative kommer allerede snart.
Bill: Kandidaterne spørger os om råd, og selvfølgelig prøver vi at lære dem at beskytte dem selv mod alt. Men i sidste ende laver vi alle vores fejl.

Hvad mener I kan gøre et talent til berømmelse?
Tom: Det er svært at sige. Industrifolk siger: Udstråling, lidenskab, ambitioner, og så videre. Men det er det sammen som når man elsker nogen. "Hvorfor elsker du denne her person?" Man kan bare ikke forklare det, så enkelt er det!

I øjeblikket bevæger i jer konstant mellem Los Angeles og Cologne. Hvordan føles det at befinde sig i begge verdener?
Bill: Det er sjovt nogen gange. Det er helt klart to forskellige verdener...
Tom: Vi elsker det, og er glade for at kunne gøre det på denne her måde!

Hvor vigtig er stilen og personligheden i musikindustrien?
Bill: Det er der ikke noget generelt svar på. Det kommer an på musikken! Der er artister, som er virkeligt dårlige i en bestemt genre, og artister, som er del af den simple stil, der følger med. Personligheden er vigtig. I sidste ende handler det om personlighed. Det kommer an på dét.

Hvad betyder DSDS i Tokio Hotel fansenes liv? Hvad kan de forvente i 2013?
Bill: Et nyt album. Vi ved ikke præcist hvornår det udkommer, men det bliver uden tvivl i 2013.
Tom: Vi er nu hele bandet samlet i studiet og lægger sidste hånd på produktionen. Sangene til albummet er færdige!

Oversættelse af lyd-inteviewet fra tidligere i dag

Du kan høre interviewet her: http://rutube.ru/video/285777f19ad1502c2ea3d7e7f9876341/

Det første spørgsmål er til Tom. Folk vil vide om du har en favorit i DSDS?
Tom: Jeg ville gerne sige det, men jeg er bange for at folk så vil tro, at vi giver nogen særbehandling. Og folk er meget hurtige til at synes, at det er unfair. Derfor vil jeg bare holde det for mig selv så længe som muligt.

Indtil nu har alle kandidaterne skulle overbevise juryen, deriblandt Bill og Tom, for at komme til hvor de er nu. Nu er det vores, publikummets, tur til at bestemme. Men indtil nu har det kun været juryen, der bedømte om kandidaterne var gode eller ej. Dette bringer et spørgsmål frem: Ville Bill og Tom lade hinanden gå videre, hvis en af brødrene dukkede op i DSDS?
Bill: Jeg ville nok ikke lade Tom gå videre.
Tom: Selvfølgelig ville jeg gå videre. Jeg har en utroligt smuk stemme.
Bill: Faktisk har Tom en ret flot stemme. Han har bare ikke modet til at synge. Han er genert, hvilket de fleste ikke ved.
Tom: Hvad folk ikke ved, er, at det faktisk er mig, der synger vores sange til at starte med. Jeg viser Bill hvordan man gør.
Bill: Tom har kun mod til at synge sammen med mig, ikke alene.

Og hvis du spørger de to drenge om Dieter Bohlen ville gå videre, så får du et overraskende ærligt svar.
Bill: Nej, præcis. Han siger det faktisk selv, så han ville ikke blive fornærmet over at vi siger, han ikke er en god sanger. Han ville ikke kunne stå der alene og give os en god performance. Han har sikkert andre kvaliteter. Så vi ville have det svært med ham.

Et meget ærligt svar. Lad os tænke tilbage til dengang RTL offentliggjorde, at Bill og Tom ville være en del af juryen. Der var små udbrud fra medierne, som: "Hvad laver de drenge i juryen!? Bliv ældre først." Man hører dog ikke medierne brokke sig over det mere, for de to drenge ER modnet.
Tom: Det er bare fordi, vi er blevet lidt ældre. Jeg kan snakke ud fra mine erfaringer, fordi jeg tilbringer dag efter dag med Bill. Han bliver ikke mere moden. Der foregår stadig meget lidt i hans hjerne, dét har ikke ændret sig gennem årene. Han har skæg nu, men udover det er han ikke blevet ældre.
Bill: Jeg tror virkelig, at vi har udviklet os på samme måde som alle andre.
Tom: Jeg føler mig godt tilfreds med min krop, og derfor vil jeg også smide tøjet for et stort magasin om kort tid (tror det er en joke, bare rolig), bare fordi jeg føler mig komfortabel i min krop.

Hvad offentligheden måske stadig ikke ved, er, at der er et meget stærkt bånd mellem Bill og Tom Kaulitz. Brødrene ser virkelig ud til at snakke det samme sprog, hvilket de også selv bekræfter.
Bill: For Tom og jeg er det virkeligt sådan at vi er sammen nonstop, altid, hver dag. Vi gør alt sammen, du kan slet ikke forestille dig omfanget af det. Hvis Tom ikke var her... Jeg kan ikke engang se ind i mig selv og forklare præcist hvad det er ved ham, jeg har brug for. Vi kan bare ikke eksistere uden hinanden.

Begge brødre er meget stilfulde, når det kommer til mode. DSDS leder efter hele pakken, som de altid siger: En stjerne. Og selvfølgelig spiller stilen en stor rolle. Så her er et par stylingtips fra drengene til kandidaterne, og selvfølgelig også til alle os andre.
Bill: Helt enkelt, så skal dem, der føler sig sky eller bare er den mere simple type, bare holde sig til dét.
Tom: Det er en fejl, som mange stylister laver. De går rundt og siger: "Du ser bare så almindelig ud, så nu skal du have en guldfarvet bling-bling jakke på." Det ser så falskt ud, så dumt. Men selvfølgelig kan du gøre noget ud af dig selv, hvis du vil det.
Bill: Der er for eksempel Susan. Der var en diskussion om, at hun så kedelig ud. Det synes jeg faktisk ikke. Man kan give råd om hvordan hun skal klæde sig. Men jeg ville aldrig give Susan en vild frisure eller pigge på hendes jakke, jeg ville aldrig give hende min jakke og sige: "Nu ligner du en rockstjerne!" Det er forskelligt for alle, og Susan skal følge sin egen stil. Det vigtigste er, at du er autentisk.

Interview fra tagesspiegel.de

Måske finder vi ikke en superstjerne

DSDS-dommerne Bill og Tom Kaulitz åbner op for nogle hemmeligheder, dårlige anmeldelser, deres band Tokio Hotel og giver unge musikere nogle tips.

Bill og Tom Kaulitz, hvad er det sværeste for jer: At lave musik, eller at tale om musik som DSDS-dommere?
Tom: At bedømme kandidaterne er ikke så svært, fordi det aldrig har været vores mål at være super søde eller super strenge i showet. Vores mål er at bedømme kandidaterne, som vi ville have gjort det hvis vi havde siddet derhjemme på vores sofa og set showet. Hvad jeg skulle vænne mig til var at blive filmet hele tiden. Det bryder jeg mig virkeligt ikke om. Jeg kan ikke lide det mere end jeg kan lide at høre min egen stemme på en optagelse, eller se billeder af mig selv. Sådan var det allerede da jeg gik i skole. Jeg hader det.

Har du så ikke valgt det forkerte job, eller...?
Tom: Video-optagelse og photoshoots er klart en stor del af det, men at spille live og producere musik er mere mig. Med Bill er det anderledes.
Bill: Jeg tænker ikke rigtigt over, at der er en masse mennesker der ser DSDS, eller over hvordan jeg formulerer mig i showet...
Tom: ... Det burde du.
Bill: Min strategi er at være så ærlig som muligt.

Som en del af juryen er I ansvarlige for at finde Tysklands næste "Superstar". Hvad betyder "Superstar" for jer?
Bill: Det er noget, man ikke helt kan forklare. Følelsen af at man ikke kan få nok af at se den person på scenen, at denne person forbliver et mysterie for dig. Det er en særlig udstråling.
Tom: Mange af kandidaterne kommer hen til os og siger: "Vil I ikke give mig en chance til, jeg kan forbedre mig!" men hjælper det dem slet ikke, snarere tværtimod. Der handler om et særligt talent og potentiale, som man ikke kan lære folk. jeg tror også at flere og flere mennesker bærer rundt på det talent hele deres liv, uden at gøre noget ved det. Derfor kan det ske at vi slet ikke finder en superstjerne i sidste ende, i dette her show - men chancerne for at finde en er ikke dårlige!

Hvad nyt er der ellers? Alle de forrige DSDS-vindere har været på hitlisterne, men ingen af dem var superstjerne.
Tom: Det er selvfølgeligt svært for vinderne, fordi der er en ny sæson af DSDS hvert år, og derfor også en  ny superstjerne hvert år.
Bill: Held spiller også en stor rolle. I sidste ende handler det om hvilken kandidat seerne vælger som vinder. Måske var mange af de beslutninger, vi har taget i showet indtil nu, dårlige.

Det er også muligt at dem, som redigerer programmet som superstjernen er med i, klipper mange af de ting væk som gør personen til en superstjerne. Så deres fulde potentiale ikke bliver dokumenteret?
Bill: Jeg synes, at castingshows er ret gode til at lære folk hvordan de bedst præsenterer dem selv, og hvordan de håndterer medierne. Der er nogle kandidater, der håndterer det ret godt. Og så er der andre, til hvem mit bedste råd er at de bare skal holde munden lukket.

Bill, da du var tolv deltog du i showet "Star Search", men du klarede den ikke til finalen. Var det dit store heldige øjeblik?
Bill: Dette viser i det mindste, at det at blive smidt ud også kan give dig nye muligheder. Vi var utroligt heldige at nogen opdagede vores band, og at vi oplevede en slags Askepot-historie.

Så jeres karriere med Tokio Hotel er altså et godt eksempel på, at castingshowsene ikke altid genkender en superstjerne?
Tom: I de amerikanske castingshows som "American Idol" har de fundet et par stjerner, som er blevet virkeligt succesfulde og, som Kelly Clarkson, har vundet et par Grammy's. Men for at være helt ærlig, så er der aldrig kommet en stor sanger ud af castingshowsene i Tyskland - ikke et eneste af dem.

Hvorfor? Er de amerikanske kandidater bedre?
Tom: USA har et helt andet musikmarked. Her, i Tyskland, er der meget få artister som er er i stand til at få en karriere i det lange løb.

Men I klarede den. Ville I opfordre unge artister til at deltage i castingshows?
Tom: Mange kandidater kommer til casting og har slet ikke noget musisk talent. De kan måske lide at synge, og tror at de er gode til det, men der er meget få kandidater som virkelig lever sig ind i det med hjerte og sjæl.

Overrasker det dig?
Tom: De fleste af dem vil bare gerne prøve det, og mener det ikke seriøst. Det er derfor, det er vigtigt at de unge artister først spørger sig selv: Hvad har du gjort for dig selv? Hvor meget har du investeret i din musikkarriere? Og så skal man virkelig prøve at kigge fremad - er et castingshow virkeligt den rigtige vej for dig? Men så alligevel, nu om dage er det svært at komme ind i musikindustrien på andre måder end gennem et castingshow.

Hvorfor det?
Tom: Fordi musikindustrien har mistet en masse penge gennem de sidste par år. Pladeselskaberne har færre penge, og investerer ikke så meget i nytilkomne mere.

Ikke kun musikindustrien, men også castingshowsene oplever at deres bedømmelser bliver dårligere. DSDS har fået nogle ret dårlige anmeldelser, nogle som er tilsvarende til dem, de fik for 10 år siden, da showet startede. er "castingshow-boomet" i Tyskland ved at være ovre?
Bill: Man skal altid se det sammenlignet med de andre castingshows. DSDS har stadig de bedste bedømmelser af dem alle sammen. Det er derfor, jeg ikke vil påstå, at castingshows ikke har en fremtid i TV mere. Det afhænger altid af kandidaterne.

Og så er der underholdningsværdien for juryen. Hvorfor besluttede I at være en del af DSDS?
Bill: Vi er altid interesserede i at finde nye talenter. Vi har også fået tilbud fra andre castingshows gennem årene, men vi havde bare ikke tid til dem. DSDS kom på det helt rigtige tidspunkt.

Har I tænkt jer at deltage i andre TV-programmer efter DSDS, eller er det nok for nu?
Bill: Udover at være med i DSDS er vi i studiet i øjeblikket, hvor vi arbejder på et nyt album som skal udgives i år. Jeg bliver rastløs allerede nu, hvor jeg ser kandidaterne lave musik, og ikke os. Vi vil virkelig gerne i gang igen.


Kilde: http://bit.ly/XG6u9q

Interview fra derwesten.de

Kaulitz-brødrenes forventninger til DSDS liveshowsene

Bill og Tom Kaulitz er en del af RTL castingshowet "Deutschland Sucht Den Superstar". Tvillingerne fra bandet Tokio Hotel snakker om hvad deres forventninger til showsene i DSDS er, om de vil være med til at lave vindersangen, og om hvad de synes om Angela Merkel.

Bill og Tom Kaulitz, de nuværende dommere i DSDS, er afslappede. De sidder i en konferrencesal i RTL studiet i Cologne. Der vil være syv interviews i dag - ikke noget usædvanligt for musikerne fra Tokio Hotel. Tvillingerne, som bor i USA, er professionelle indenfor medierne.
De har vænnet sig til støjen. I 2005 havde de deres gennembrud med "Durch den Monsun", efterfulgt af  adskillige MTV awards, en tourné, et slag af over seks millioner CD'er og millioner af fans (hovedsageligt skrigende piger). I et interview med "WAZ" snakkede de om deres arbejde som dommere i DSDS, Heino og Angela Merkel.

Vi vil snart se liveshowsene i DSDS. Hvad kan vi forvente fra kandidaternes side?
Tom: Vi har lave forventinger. Der er et enormt pres for kandidaterne, som aldrig før har været på sådan en stor scene. Jeg vil nok være relativt afslappet i det første liveshow (dvs. Han vil ikke dømme kandidaterne så hårdt).
Bill: Mange kan ikke engang forestille sig hvad de vil se på en stor scene. Kandidaterne er ofte nogle skridt foran os, og synger uden al teknologien. Som musiker kan jeg forstå at det virkelig er en hel anden ting. Der er alt rodet med et publikum, outfit og selve deres performance. Det er virkelig meget. Og ja, kandidaterne er ikke engang bekendte med det. I går var det ret normalt for dem at gå på arbejde eller i skole. Det bliver spændende at se DSDS kandidaterne, og se hvem der vil synes om situationen.

Bill, du deltog i talentshowet "Star Search", og du blev 'smidt ud'. Hvordan føltes det?
Bill: Det gjorde mig ret ked af det. Jeg deltog fordi jeg ikke kunne se nogen anden mulighed. Jeg boede i en landsby og vidste ikke hvor og hvordan jeg kunne gøre mit band kendt. Og hvis du deltager i et talentshow, så håber du selvfølgelig på at kommer så langt som muligt. For de fleste deltagere er det meget svært at komme videre med musik efter at være blevet smidt ud. For folk, der ryger ud tidligt, er det næsten umuligt.
Tom: Vi er meget heldige at vi har sådan en karismatisk guitarist.
Bill: Vi fik en masse tilbud efter at jeg havde deltaget i talentshowet. Men så blev vi opdaget af vores producere på en klub i Magdeburg. Efterfølgende mødtes vi dér hver weekend.

Så det var faktisk ikke nødvendigt for dig at gå til et talentshow som DSDS?
Tom: Der er altid tilfælde hvor folk bliver berømte uden talentshow, men i dag er er det utroligt svært. Fordi pladeselskaberne ikke har flere penge har musikindustrien ændret sig radikalt. Et program som DSDS er godt, fordi vinderen ikke kun får lov til at lave et album: De får også en pladekontrakt og 500,000 euro. Med det kan du gøre virkelig meget som musiker.

Hvordan føles det at sidde som DSDS dommere og dømme folk?
Bill: Vi ser det mere som at vi prøver at hjælpe kandidaterne. Vi vil ikke se os selv gøre det hårdere end nødvendigt for kandidaterne. Vi siger altid vores ærlige mening.

Men der var en DSDS deltager som der fik et dårligt image. Du har kaldt Oksana en "pornostjerne".
Bill: Den scene var klippet af RTL, og de fik det til at se meget hårdere ud end det faktisk var. Jeg sagde flere ting til hende, omhandlende det emne. Jeg fortalte hende bare hvad jeg syntes. Og som jeg har sagt før, tror jeg, at hun godt kan få en karriere.

Snakker kandidaterne med jer under showet?
Tom: Nej, slet ikke. Det eneste, vi ser som dommere, er de tre minutter hvor de står foran os. Derfor er det naturligt svært at konfrontere kandidaterne (havde svært ved at forstå hvad der stod der). Nogen har et helt andet ansigt når de står foran os.
Bill: Vi taler selvfølgelig med kandidaterne. Men for os, juryen, er de selvfølgelig meget forskellige. Så for os bliver liveshowsene spændende. Jeg tror, at folk vil have en superstjerne, som man også kan behandle som et godt menneske. Og der er altid kandidater som ændrer sig ret meget over dette her forløb, personlighedmæssigt.
Tom: De får virkelig meget opmærksomhed nu. Nogle mennesker bliver bare i dit hoved.

Der har altid været mindst én af dem i hver DSDS sæson.
Tom: Ja. Alle kandidaterne var virkelig søde mod os til castingen. Alle var virkelig venlige, fordi de ved, ar det er os, der styrer hvad der kommer til at ske med dem.
Bill og Tom samtidigt: Men i liveshowsene er det ikke længere os, der bestemmer.

Var der andre talentshows, der spurgte jer? "The Voice"?
Bill: Faktisk har de alle sammen spurgt os. Der var tilbud hvert år. "The Voice" har også været der.

Hvorfor så DSDS?
Bill: For det første var det et spørgsmål om timing. Det var nød til at være på et tidspunkt, der passede os, fordi vi stadig er i studiet. Og så tænkte vi: "Lad os deltage i det største og mest succesfulde show."

Tvivlede I på om I skule deltage som DSDS dommere?
Bill: ja. For et par år siden fik vi sådanne tilbud, men vi tog det ikke rigtigt seriøst. Og siden da har det udviklet sig. Alle de store sangere og artister har siddet som dommere. Steven Tyler synes jeg er fed. Så det var den første ting, der satte DSDS i gang for os, og så kan vi jo også godt lide at gøre det her!

Har I allerede favoritter i showet?
Tom: Vi vil ikke nævne nogen navne.
Bill: Jeg fik jo skabt en del røre med historien om Laura. Så fra nu er er vi meget forsigtige med at vise hvem, vi bedre kan lide end andre.
Tom: Der er helt klart folk, som vi godt kan lide. Vi (dommerne) har jo egentligt alle favoritter. Der er nogle få som har et virkeligt stort potentiale.

Vil I gerne have indflydelse på vindersangen?
Bill: Det kan jeg ikke sige med sikkerhed. Det kommer an på hvordan kandidaten udvikler sig gennem forløbet. Hvis det bliver én, som vi synes er totalt sej, så vil vi selvfølgelig gerne skrive en god sang til den person.

Har I en yndlingssang af Modern Talking?
Bill og Tom samtidigt: Nej.
Bill: Men det var før vores tid. Jeg kender dem kun fra historier.

Må "Durch den Monsun" gerne være på det nye Heino album?
Bill: Det ville jeg ikke have noget imod.
Tom: Heino har været en nummer 1. Umiddelbart er det helt okay. Det er en god sang.

Hvad sker der efter DSDS? Et nyt album?
Bill: Vi arbejder på nye ting i studiet. Albummet udkommer i år. Vi ved dog endnu ikke præcist hvornår.

Er det sandt at I er fans af Angela Merkel?
Tom: Udtrykket 'fans' er nok lidt overdrevet.
Bill: ... Men som jeg altid siger, så gælder det for alle politikere: Jeg synes generelt, det er godt, at folk gør deres arbejde. Mange mennesker brokker sig over politikerne, men de ville ikke kunne gøre deres arbejde bedre selv. Jeg ville ikke have lyst til at bytte plads med Angela Merkel, fordi jeg tror, hendes arbejde er en utroligt lang og svær opgave. Jeg synes, det er mere vigtigt at tænke positivt. I USA er præsidenten støttet af alle. I Tyskland er det langt færre, der er enige. Jeg har generelt bare en god følelse med Angela Merkel. Jeg kan godt lide hende som person.


Kilde: http://bit.ly/

Interview med Bill og Tom i BRAVO #4, 2013

Bill og Tom - Mode-snak

Mode-alarm i DSDS! I showets 10-årige historie har intet jurymedlem været så stilfuldt som Bill og Tom Kaulitz (begge 23) fra Tokio Hotel. Bill overraskede seerne i denne sæson med 5 (!) outfit-skift under den første episode (Dette er ikke helt sandt, siden episoden er klippet sammen af optagelser fra fem forskellige dage -.-) - ét mere spektakulært end det næste! BRAVO mødtes med tvillingerne til en lille mode-snak...

I er begge to stilikoner. Er [DSDS] kandidaternes stil vigtig for jer?
Bill: For mig er det vigtigt, at de er autentiske. Der er mange, der har skøre ting på, men i de fleste tilfælde ser det bare ud, som om de bruger det til at gemme sig bag.
Tom: Jep, hvis de klæder sig "kedeligt" på hver dag, så skulle de bare blive ved med at gøre det. Der er ingen grund til at klæde sig smart på, hvis du ikke føler dig tilpas i det, du har på, for så ødelægger du bare din performance.
Bill: Der var for eksempel en kandidat, der kom til casting i bare en hvid t-shirt, jeans og sneakers - og han var fantastisk! Jeg kunne aldrig have fundet på at sige til ham: Gå ud og tag en læderjakke med metalnitter på, eller prøv den nye Givenchy-kollektion. Det ville være latterligt.

Så kandidaterne kan ikke kompensere for deres dårlige/svage stemme med deres outfit?
Tom: Begge ting spiller en rolle i vores beslutning. Hvis en kandidat ikke synger helt vildt godt, men har et fantastisk scene-potentiale, er karismatisk og har god stil, så ville jeg lade ham gå videre til næste runde. Jeg ville hellere lade sådan en person gå videre, end en der har en bedre stemme, men hvor man med det samme kan se at man ikke kan komme ham op på en scene, fordi han mangler tilstædeværelse i sin optræden, og han mangler ilden.

Hvordan finder I den rigtige casting-stil til jer selv?
Bill: Man skal bare være spontan: Hvilket tøj føler jeg mig tilpas i, og hvad kan jeg bedst lide? Jeg står altid op om morgenen og klæder mig, hvordan jeg vil. jeg tænker aldrig på, hvad jeg skal lave, eller hvad jeg har planlagt den dag. Og så, pludselig, sidder jeg foran jury-bordet i ti timer, under de varme rampelys - pakket ind i en tyk sweater (griner).

Hvad kan I best lide at have på i øjeblikket?
Bill: Farver! Før i tiden klædte jeg mig meget i sort. Men jeg følger ikke moden eller trends, og jeg ser ikke på, hvad andre har på hele tiden. Noget der er et absolut no-go, er de sutsko, som Mateo altid har på! (griner) Jeg ville aldrig klæde mig i sådan noget. Ligesom med shorts.
Tom: De er heller ikke lige min ting, selvom jeg har meget sexede ben... (griner) Ellers kan jeg virkelig godt lide at have sweatre på.
Bill: Har du lagt mærke til, at Toms stil virkelig har ændret sig?

Det er rigtigt - hvad er der sket?
Bill: Tom er ved at indhente det, som jeg blev født med! (griner) Han har lært det af mig.
Tom: Det må være din spøg! Jeg altid kunnet lide at have et tørklæde i min bukselomme, og nu gør du det helt samme...
Bill: Nu plyndrer Tom bare mit klædeskab og stjæler ting som solbriller, for eksempel, eller jakker.
Tom: Det var én jakke! Og jeg var nød til at klippe ærmerne af. Du skal vide: Bills skab er som en enorm, lugtende genbrugsbutik. Det var virkelig svært at finde en flot jakke!
Bill: (Griner) men dine bukser er da helt sikkert blevet strammere!
Tom: Det er bare fordi min røv er blevet større... (griner)

Dieter om tvillingerne, BRAVO interview

Dette er et uddrag fra et interview med Dieter:

Hvordan kom du ud af det med Bill og Tom fra Tokio Hotel?:
Dieter: De var utroligt venlige. Jeg er allerede mødtes med Bill (privat) bare for at snakke lidt. Vi er meget respektfulde overfor hinanden. Jeg kendte ham ikke personligt og var meget nysgerrig efter at se, hvordan vi ville komme ud af det med hinanden. Jeg havde ikke forventet, at det ville gå så godt. Normalt var vi (Dieter og dommerne fra de andre sæsoner) ikke særlig søde overfor hinanden backstage. Det har ændret sig nu.

Interview fra bild.de, 05.01.2013

Fra i dag af vil den nye DSDS sæson køre.
Tokio Bill: "Jeg ved, hvordan det føles at blive smidt ud."

Endelig er der rigtige superstjerner i "DSDS"!
I dag sidder Bill og Tom Kaulitz (23) i dommerpanelet for første gang. Det er ikke deres første optræden i et talentshow...

Bill, du har taget del i et talentshow en gang før...
Bill: Ja! Da jeg var 12 deltog jeg i Kai Pflaumes "Star Search". Men jeg røg ud, da jeg var en af de sidste 16. Så jeg ved, hvordan det føles at få støvlen. Det er derfor nogle af DSDS beslutningerne påvirkede mig mentalt virkelig, virkelig meget.
Tom: Man ændrer hele disse unge menneskers liv. Det tager vi ikke forgivet.

Hvordan behandler I kandidaterne? Er i strenge, venlige, ...
Tom: Vi er bare, som vi er. Vi kan ikke spille skuespil ti timer i træk.

Så I får ikke nogen til at se dumme ud?
Tom: Ikke med vilje! Men man kan aldrig vide, hvordan deltagerne opfører sig bag scenen. Der er sikkert nogen der sviner os til, og så er vi søde imod dem og ved intet om det. Eller det kunne være den anden vej rundt. Så det er muligt, vi kommer til at fremstå som de ledeste bastards, men det kan også være, vi har ret!

Hvordan var det med Dieter Bohlen?
Tom: Altså, vi stikker da lidt til hinanden. Han til os, og vi til ham. Men det har hele tiden bare været jokes, ikke mere end det.
Bill: Ja. Der er ikke føget nogen gnister endnu. Det har virkelig været meget harmonisk.

Hvorfor valgte I at deltage i "DSDS"? Programmet "The Voice" ville også gerne have jer...
Tom: "The Voice" fik kun omtale, fordi det var nyt!
Bill: Ja! Det har ikke den samme succes som DSDS. Og det tror jeg heller aldrig, det får. DSDS forbliver det største show.
Tom: Desværre fik vinderne af de andre shows ikke den samme succes, som vinderne af DSDS... Og det er ikke, fordi vi siger "The Voice er noget lort!" Vi ønsker selvfølgelig programmet held og lykke.
Bill: Alle DSDS vinderne har haft et "nr. 1" hit, og de har fået mindst 500.000€. Og hvad med dem fra "The Voice"? Ingenting! De fik heller ingen langvarig succes eller noget som helst, der varede ved.

Hvordan vil ting gå for Tokio Hotel?
Tom: DSDS kører indtil maj, og vi er stadig i gang med at skrive og producere det nye album. Vi har ikke planlagt en udgivelsesdato.

Så U.S.A vil forblive jeres hjem for nu?
Tom: Hvis ikke vi flytter til Indien... (Griner) (Tom har faktisk sagt, at han godt kunne tænke sig at prøve at bo i indien!)
Bill: Vi tager bare ting, som de kommer. Jeg kan også se os selv som kosmopolitter. På en måde føler vi os hjemme en masse forskellige steder. Hvis bare vi har vores musik, så er vi glade.

Wickert trifft Kaulitz: Oversættelse

Oversættelse:

Wickert: Berlin er den by, jeg helst ville bo i. Fordi Berlin er en metropol - hvad gør en by til en metropol? For det først har en den en international kultur. Og jeg kan godt lide byer der er ”i stykker”. Fordi der hvor ting er i stykker er der plads til at gro noget nyt, og folk der har lyst til at prøve nye ting. Her er der unge kinesere, unge russere, unge franske fyre, som føler at de her kan finde ny plads og ny frihed til at skabe noget nyt, hvilket man ikke kan i somme andre byer.
Jeg finder denne unge mands biografi meget fascinerende, fordi han i en meget tidlig alder skabte sin egen identitet. Han sagde ”Jeg vil være anderledes end de andre, også selvom folk vil mobbe mig for det”. Og det finder jeg meget fascinerende.

Bill: For mig er Ulrich Wickert… Det var vist da jeg var 16-17 år gammel at han lavede ”Tagesthemen” nyhederne. Og selvfølgelig så jeg ikke det program dengang. Men selvfølgelig er han meget kendt, også i min generation. Han er meget kendt og havde et meget vigtigt job på det tidspunkt… Og du føler altid at han virkelig fordyber sig i de ting, han laver.
Han er ikke bare en kedelig fyr der snakker om nyhederne, og du kunne altid fuldt ud forstå, hvad han forklarede. Og jeg har aldrig haft følelsen af at han ville pege fingre af folk. Især min familie blev meget begejstret og reagerede positivt da jeg fortalte dem, at jeg skal møde Ulrich Wickert, og at vi vil tilbringe en dag sammen.

Bill: Dette hotel er det hotel, hvor vi altid bor, når vi er i Tyskland. Og det føles næsten som vores eget hus.

Wickert: Du blev her engang i tre måneder, efter at du var blevet opereret?
Bill: Præcis. Og da jeg kom tilbage en anden gang… Jeg var her ikke særlig længe, for de havde gjort mig den tjeneste at give mig det samme rum, som jeg havde haft [under hans ophold efter operationen]. Da jeg kom ind på værelset tænkte jeg: ”Åh nej, jeg må ud herfra!” fordi den tid, jeg havde tilbragt i det rum, var nok den mest anstrengende og værste periode af vores karriere. Det var da min stemme var væk, og det var også et stort psykologisk pres på mig. Vi var bekymrede for hvordan det ville gå, og hvordan ting ville fortsætte.

Wickert: Hvad, helt præcist, var problemet med din stemme?
Bill: Jeg havde en cyste på stemmebåndet, og jeg kunne ikke lave en lyd. Stemmen var fuldstændigt væk.

Wickert: Åh, gud… Hvordan kommunikerede du så? Skrev du noter?
Bill: Ja, jeg havde en notesblok at skrive på… Og så var der min bror, som hjalp mig. For det er det, der er så specielt ved os… Vi behøvede bare at se på hinanden, og så vidste han med det samme, hvad jeg ville sige. Så han virkede lidt som et mundstykke for mig i den tid.

Wickert: Så din bror er den ideelle partner for dig?
Bill: Absolut, jeg mener… Ja. Dette er et meget specielt partnerskab som helt sikkert vil være konstant i mit liv, ja.

Wickert: Og hvordan ville du beskrive jer begge to. Er en af jer den stærke, og er en af jer den svage?
Bill: Jeg synes, vi udbalancerer hinanden. Jeg mener, han har… Vi har begge to vores svagheder, og faktisk giver vi impulser til hinanden. Hvis en af os ikke har noget energi eller føler sig nede, så er det den anden, der deler sin energi med ham, og hiver ham med og op igen.

Bill: Dette er et meget berømt studie og indspilningsrum hvor mange store og berømte stjerner har indspillet, som David Bowie.

Wickert: Der er et spørgsmål, som jeg gerne vil spørge… Alle har deres egen identitet. Identiteten vokser gennem ting, du oplever, når du vokser op… Og gennem det sprog og de ting, du hører, eller lærer gennem din familie. Or du begyndte at opbygge din egen identitet allerede som 8-9 årig. Hvordan kan det være?
Bill: Altså, Tom og jeg lignende hinanden enormt meget indtil vi var 6 eller 7 år. Indtal da så vi fuldstændigt ens ud, havde det samme tøj på, og havde vores navne skrevet på vores trøjer, så folk i børnehaven og lærerne kunne se hvem, der var hvem. Og efter det voksede vi lidt fra hinanden og fik forskellige interesser, også vores musiksmag var forskellig.  Jeg tror, dette skete fordi man, når man er tvillinger, hele tiden bare bliver genkendt som ”tvillingerne”. Folk kaldte os tit bare ”tvillingerne” i stedet for at sige vores navne. Og det var nok grunden til, at vi gerne ville have forskellige individualiteter, og udvikle os i to forskellige retninger. Og det gjorde vi ved at have hver vores ekstreme look, som vi havde på vores egen måde.
Selvfølgelig havde vi en masse forskellige faser, men vi var altid meget ekstreme. Han så meget ekstrem ud og jeg så meget ekstrem ud, så alt i alt var vi meget iøjnefaldende. Og selvfølgelig er det ikke den nemmeste vej at gå, men jeg syntes dengang at det var meget vigtigt - fra en tidlig alder - at være fri til at gøre hvad jeg vil. Jeg har altid haft en lille rebel i mig… Og det har jeg stadig nu, som gerne vil være fri med sine outfits og også sin musik. Frihed er meget vigtigt for mig. Det var allerede sådan, da jeg var meget ung.

Wickert: Tja, frihed er også en meget vigtig og imponerende ting efter min mening. Men jeg går ud fra at du følte trangen til at være anderledes, fordi andre folk ikke gav dig frihed, er det ikke rigtigt?
Bill: Ja… Man bliver ret tit behandlet på en unfair måde. Og jeg har faktisk altid valgt den svære vej… Og så længe det føltes rigtigt, så måtte folk bare acceptere det. Det startede allerede i skolen. Vi havde meget store problemer i skolen… Jeg hadede virkelig at tage derover hver morgen. Og når jeg kigger tilbage på det nu, kan jeg godt se, at jeg valgte det ekstreme. Men så snart lærerne og de andre i skolen sagde ”Han kan da ikke komme i skole med makeup om øjnene, det er ikke godt”, så ville jeg komme med endnu mørkere øjenskygge den næste dag, og mit hår blev endnu sortere. Og på den måde gik jeg et ekstrem til det næste…
Vi gjorde det ikke nemt for os selv. Men det var min trang… Jeg ville være anderledes.  Jeg havde altid ret gode karakterer i skolen, hvilket jeg ønskede for mig selv… Men jeg ville gerne behandles som alle andre.

Wickert: Hvis jeg lærte nogle mennesker at kende, som var irriterende, så ville jeg bryde med dem og ikke give dem en chance til. Så jeg er personligt ret radikal nogle gange… Men måske er jeg bare det, fordi jeg så kan redde mig selv.
Bill: Ja, og jeg tror at alle leder efter en person, som har de samme værdier. Og selv hvis du møder nogen og og i starten tænker at I ”kunne” være et godt match, så kan du opdage, at det ikke dur alligevel. Og i det store hele synes jeg at et partnerskab - privat eller i erhvervslivet - så skal man finde nogen, som man kan komme godt ud af det med på de samme vilkår. Fordi eller kan det ikke fungere. Og så længe der er folk, der virkelig hader dig, så kan du være sikker på, at der også er folk der elsker dig… Og så ved du, at det, du gør, er det rigtige. Hvis nogen bruger sin frihed til at vise, hvad han vil have og hvad han elsker, og folk ikke lader dem selv gøre det samme, så er det ekstremer, der er meget tæt på hinanden. Min følelse har altid været, at du gør alting rigtigt så længe folk hader dig, og det kom jeg altid godt ud af det med, for i det lange løb, så bringer det dig fremad, på en måde.

BRAVO #2 - 2013

Tom og Bill: Vi sender ikke folk videre på grund af medlidenhed.

Hvordan vil de nye DSDS dommere Bill og Tom påvirke showet? De fortalte det til BRAVO.

den 5. januar 2013 starter den nye sæson af "Deutschland Sucht Den Superstar" endelig - og denne gang er der endda et jubilæum at fejre: For tiende gang leder RTL efter en solosanger som har, hvad der kræves, for at blive det næste store hit. Og selvom showets ambitioner er de samme, så er der et par ting der har ændret sig i dommerpanelet: Det indeholder nu to real-world stjerner, Bill og Tom Kaulitz (begge 23) fra Tokio Hotel. Sammen med Culcha Candela rapperen Mateo (34) og castingkongen Dieter Bohlen (58) skal de bestemme, hvem der får lov til at synge, og hvem der får støvlen.
BRAVO mødtes med TH-tvillingerne under optagelserne i Berlin.

I er de nye dommere i "Deutschland Sucht Den Superstar". I afviste tilbuddet i "The Voice of Germany". Hvorfor?
Bill: Det er rigtigt. Vi har afvist alle tilbud fra andre castingshows...
Tom: DSDS har flest seere, og det er derfor en større platform for artisterne i showet. Desuden er deres liveshows lavet bedst.

Hvad får I personligt ud af at være med i "Deutschland Sucht Den Superstar"?
Bill: Sjov. Vi havde bare lyst til at gøre det. Selvom det indebærer mere arbejde end vi havde regnet med. (Griner)

Hvorfor? Hvad er det, der er så udmattende?
Tom: Den største udfordring for os var arbejdstiden. Vi skulle op klokken 6 om morgenen hver dag. Jeg plejer at gå i seng på det tidspunkt.
Bill: Det er også trættende at de fleste kandidater er temmelig middelmådige. Jeg har altid troet at de ville være enten gode eller dårlige, men hvad skal man sige til dem, som faktisk synger fint?
Tom: Vi leder efter ekstraordinære talenter - nogen der har et potentiale, som kan udvikles. De middelmådige kandidater kan sagtens bare beholde sang som en hobby, men så heller ikke mere end det.

Så I har intet problem med at være ærlige?
Bill: Nej.
Tom: (Griner og vender sig mod Bill) som om! Du fortæller dem altid "du er sød, charmerende og rar" fordi du kan se deres drøm gå op i røg for øjnene af dig.
Bill: Det er virkelig meget svært. De fortjener helt ærligt at få at vide at de ikke vil komme nogen veje med det, men så bliver de så kede af det, og mange af dem har i forvejen et hårdt liv. Vi lader dog ikke nogen komme længere på grund af medlidenhed.

Var det fra starten helt sikkert at I ville være i DSDS sammen?
Tom: Til at starte med spurgte de kun mig, om jeg ville være med. Men jeg sagde: Uden Bill, så kan i glemme alt om det! (Griner)
Bill: (Griner med ham) sludder! Vi ville helt klart gøre det sammen. Det er også meget sjovere for os på denne her måde.

Er der så noget ved showet, som i gerne vil ændre?
Tom: Vi har tænkt os personligt at coache de deltagere, der har masser af talent, bag scenen. Det sker ofte at de ikke får gode råd om styling og sangvalg. Vi vil have dem til at rykke fremad, ikke gøre dem selv til grin.

Otte ud af ni DSDS-vindere var mænd. Vil en kvinde endelig vinde titlen i år?
Bill: Det ville jeg synes var fedt, men det behøver ikke nødvendigvis at være tilfældet.
Tom: Internationalt er der masser af gode kvindelige artister. Bare ikke i Tyskland. Der er et eller andet, der bare mangler totalt her. Måske finder vi en kvindelig vinder i år. Men hvis det er en mand, der er den bedste og mest populære, så vil han selvfølgelig vinde.


Jeg håber ikke, det gør noget, at jeg ikke oversætter billedteksterne. Det bliver bare for forvirrende for mig. Men hvis i virkelig gerne vil have det, så sig det, for så skal jeg nok prøve. :)

BUNTE nr. 52, 2012

Årets comeback

Tokio Hotel er et af de mest populære tyske popbands. Fra januar vil Bill og Tom Kaulitz sidde i jurien i DSDS ved siden af Dieter Bohlen. Brødrene fortalte BUNDE hvorfor de har holdt pause i to år.

Kun få minutter adskiller dem: Tom Kaulitz blev født i 1989 klokken 6:20 om morgenen, hans tvillingebror Bill ti minutter bagefter. Dieter Bohlen, 58, kalder den yngste "en gave fra Gud". Ikke fra denne verden. Og Bill ligner da også et væsen fra en anden planet, med hans feminine træk og smarte tøj. Tom ser derimod mere frembrusende ud, som en rigtig skørtejæger.
De 23-årige brødre gør alting sammen. Fra den 5. januar vil de udgøre halvdelen af jurien i DSDS. Det er en mindre sensation, for selvom deres band Tokio Hotels succes (de har solgt mere end 8 millioner plader) har de to gemt sig i de sidste to år.

I 2010 flyttede I til Los Angeles for at holde en pause. Hvorfor forlod i Tyskland?
Bill: Vi længtes efter et hjem og noget privatliv, hvilket bare ikke var muligt i Tyskland mere.

Hvorfor?
Tom: Vi kunne ikke gå ud af huset uden at blive fotograferet eller omringet af sindssyge mennesker. Det var hæsligt.
Bill: Vi havde sikkerhedsfolk omkring os 24/7 og boede i et fængsel med et to meter højt solidt hegn om vores ejendom.

Tom, i et interview har du sagt "det er frastødende hvor mange syge og farlige mennesker der er derude."
Tom: Der er folk som har opgivet hele deres liv for Tokio Hotel. De er lidt som et love/hate forhold. For dem handler det om at kontrollere hele vores liv. Alle de ansatte der trådte ind i vores hus blev forfulgt af dem, være det rengøringspersonale eller håndværkere.
Bill: Det var 24-timers psykisk terror!
Tom: Det føltes som om de var spioner, der fulgte alle af vores bevægelser. De havde organiseret sig utroligt godt. Vi tænkte bare: Hvordan kan de hele tiden vide, hvor vi er? Og alt dette skete selvom vi arbejdede sammen med politiet.

Kan i forstå hvorfor de er besatte af jer?
Tom: De er farlige fordi de ikke har noget at miste. De afværger alle deres problemer med os.

Hvor langt gik disse stalkere?
Bill: De havde ingen grænser. De kunne finde på at gøre alt, hvad som helst, for at få en reaktion ud af os.

Intet menneske kan klare det. Hvornår nåede i til det punkt hvor i ikke kunne klare mere?
Tom: Da de tvang vores bil væk fra vejen.

Hvad!?
Bill: Vi sad i bilen med nogle familiemedlemmer. Vi er meget beskyttende overfor vores familie og venner, ligesom alle andre er. Når disse mennesker kommer tæt på din familie, så handler du instinktivt.

I sammenligner jeres liv med Britney Spears' liv. Kan i forstå at hun barberede sig skaldet?
Bill: Jeg kan 100% forstå den situation hun var i. Der ligger et særligt ønske om frihed bag hendes handling. Du vil ikke have andre til at fortælle dig hvad du skal gøre hele dit liv. Så når du så har lyst til at barbere dit hår af, så gør du det.

Hvor stor en del af jeres ungdom gik i glip af på grund af Tokio Hotel?
Tom: Vi har selvfølgeligt haft det fedt, så vi ønsker ikke, at vi havde gjort noget anderledes. Det, der blev taget fra os i en tidlig alder, var et nemt liv.

Hvad mener du med det?
Bill: Som 15-årige var vi ledere af et kompagni med advokater, skatterådgivere og managere omkring os, alt sammen på vores regning. Et meget stort ansvar hvilede på vores skuldre, hvilket samtidigt var en god ting, siden vi hader at skulle rette os efter overordnede.

Bill, du har ikke været forelsket siden du var 14, blandt andet fordi du har et problem med at stole på folk. Hvor meget savner du den form for kærlighed?
Bill: I dette "hurtige liv" som jeg lever kan jeg godt savne at folk er pålidelige. Jeg har altid længtes efter at have nogen, som bare kunne være der for mig. Jeg har selvfølgelig Tom. Jeg er så glad for at vi er brødre. Jeg ville ikke kunne arbejde som soloartist.

Hvorfor valgte i at flytte til Los Angeles? Hvorfor ikke en anden by?
Tom: Vi flyttede ikke derover for et glamourøst liv. Vi har nogle indspilningsstudier derovre, som vi arbejder i, og så ville vi have noget tid til at slappe af.

Hvor længe har i tænkt jer at blive i U.S.A?
Tom: Vi synes ret hurtigt at ting bliver kedelige. Det er muligt at vi snart tager tilbage til Tyskland.

Engelskoversættelse af RTL Punkt 6 24.09.12

RTL Punkt 6 Interview - Interviewet starter 00.57

Voice-over:  For the first time in almost two years they're back in Germany and in front of a camera: Bill and Tom from Tokio Hotel in Berlin in the evening. [They're] the new stars on the DSDS judging panel. For this job they even took a break from the work on their new album.
Bill: We really have barely done anything for quite a long time…of any sort in the public eye. We completely retreated [from the public eye] and erm, now we're looking forward to somehow…yes, of course to mainly see new talent, new artists and maybe to also get a bit inspired for our studio work by it. Let's see.
Voice-over: They also want to get inspired by main judge Dieter Bohlen. The twins are especially looking forward to finally getting to know him.
Bill: Yes, then you've also got him who's such an old hand and he's been doing this for several years now. Erm, he knows this [show] format really well. He did all the [previous] seasons. He knows exactly what it's coming down to. Erm, yes and I think we're just adding another aspect to the table and therefore, I think, this is the perfect…perfect judging panel. Hopefully!
Voice-over: And even before the 10th season started the two of them have already decided to set their own priorities.
Tom: I mainly hope that there'll also be female talents for once. In general there are just too few female artists in Germany, I think.
Tom: So…
Bill: Yes, well, I'd also be happy about female artists. Well, Tom and I, we'll be mainly looking, erm…at…
Tom: …at the women.
Bill: …at the women
Voice-over: Surely that'll make especially the female candidates happy and who knows, maybe Bill and Tom will even meet one or the other fan who cheered them on seven years ago on the DSDS stage.
The guys from Magdeburg started their success story in 2005. They collected awards like Comet and Echo. There were 89 Gold Records alone. Then they retreated to the USA two years ago but they happily returned for DSDS.
Bill: We always said, like, if we were to be judges on a show then it would definitely have to be for the original, the classic [show] format. Erm, because we also believe in it the most and it's good of course.
Tom: In any case it's the only casting show where artists also really became successful afterwards, like, and erm, I think that was also important to us somehow.
Voice-over: It's getting serious for both of them today. The preparations are starting. All of it can be seen on DSDS in January here on RTL.

Oversættelsen er lånt af http://tokiohotelstreetteam.co.uk 

Hvis jeg får tid skal jeg nok oversætte den til dansk hvis der er stemning for det :)

Godt come back Tom!

 
 
 

Elsker at han siger at han har brug for viagraen, hvis han skulle være sammen med hende xD

Ny video fra Japan, februar 2011

Interviewer: Jeg kan forstå at "Tokio Hotel" betyder "Hotel i Tokyo"...

Bill: Aha?

Interviewer: ...og på tysk er "Tokio", "Tokyo"

Bill: Aha, ja det er det samme. Da vi ledte efter det rigtige navn til bandet, tænkte vi på et mål som næsten er uopnåeligt, så en kom med idéen: Okay, lad os tage Tokio - Det lyder cool, det er så langt væk og det er kind of urealistisk at komme derhen en dag.

Oversat af Tokio Hotel Online Update's Annika Clemens

Hende intervieweren er sq ikke sådan at snyde (-;

Bill: Hejsa, vi er ret overraskede over hvor mange opkald vi allerede har fået, og nu vil vi svare på nogen af dem, og vi vil optage det.
Det første spørgsmål er fra Lia fra Frankrig, og hun vil vide hvilken lyd det nye album har, Georg:

Georg: En fed lyd!

Bill: Ja jeg synes at det er svært at sige endnu, fordi vi er i midten af den kreative proces, og vi er virkelig kreative, skriver sange, er i studiet og prøver nye sounds og forskellige måder så det er rigtig svært at sige og oven i det (et eller andet jeg ikke kan høre fordi Georg og Tom begynder at snakke i munden på hinanden) så ja, vi vil hel sikkert holder jer opdaterede, men ja, vi kan sige at det vil blive nogle fede optagelser...

Georg: Folk kan lide det

Bill: Ja selvfølgelig, så det næste spørgsmål er fra Kira fra Argentina og hun vil vide hvordan er en normal dag i jeres liv, "hvornår står i op og hvornår lægger i jer til at sove?"
Jeg vil sige at det er forskelligt hver dag, for (noget jeg ikke kan høre)... og når du er på tour eller ikke, jeg vil sige at lige nu er vi i den kreative proces.

Tom: Ja, vi sover i 3 timer og skriver sang i 1 time.

Bill: Ja, jeg går for det meste i studiet virkelig virkelig sent om aftenen så jeg sover rigtig længe og er i studiet hele natten.

Tom: Jeg er glad når jeg ser sollyset, jeg mener; det meste af tiden sover jeg så længe, at det allerede er mørkt (når jeg vågner), og så går vi i studiet og når vi kommer ud står solen op så...

Bill: Og vi bruger meget tid med vores hunde og vores familie, og vi er helt sikkert natte-mennesker

Georg mumler igen...

Oversat af Tokio Hotel Online Update's Annika Clemens

Tokio Hotel - Interview - ShockHound

'Hotel' Historien

Oversat:

Bill: Skal vi fortælle hotel historien?

Georg: Den 'voyeur'? (Voyeur er når nogen har en trang til at belure andre)

Bill: Var der noget andet pinligt?

Georg: Den var god

Bill: Jeg vil ikke fortælle historien.

Georg: Gustav var i hans hotelværelse og hans Playboy magasin faldt ned på gulvet. Han samlede det op og kiggede ud af vinduet. På den modsatte side...

Tom: ... Så han noget der mindede om. Nej, vi... Gustav så det først og kaldte på os andre.

Gustav: Dig Tom, det var dig! Du stod på terrassen, og kiggede in af alle vinduer.

Tom: Det startede harmløst. Ved vasken. Ja, der var en mand der stod ved vasken og han havde stadig underbukser på.

Georg: Yeah, bomulds.

Tom: Købt på specialtilbud ved rode bordet.

Bill: Vi troede først at han vaskede ham selv siden han stod direkte ved vasken.

Tom: Yeah, men så pludselig så jeg at der var et par ben rundt om ham. Og jeg sagde til mig selv 'Holy shit, så starter vi' Og så var de af vasken og viste os de bedste scener. De gjorde det stående, virkelig godt.

Georg: De gjorde alt. De må have haft en kopi af Kamasutra, og slog ting op.

Tom: Totalt, de prøvede alle stillinger.

Bill: Det bedste var at de først stod i midten af rummet og sengen stod lige ved siden af vinduet. Vi tænkte alle at det ville være så fantastisk hvis de gjorde det på sengen nu, doggy-style og alt. Vi stod alle der og tænkte 'Please, gør det på sengen' og lige der gjorde de det! De gjorde i alle tænkelige stillinger. De glemte ikke en eneste. Jeg tror det varede 2 timer. Godt betalt TV-show.

Georg: Vi stod og frøs på den fucking terrasse.

Bill: Yeah, vi stod på den fucking terrasse og frøs. Men vi kunne ikke kigge væk fra det billede.

Georg: Men den bedste ting, den bedste ting var at den næste morgen...

Tom: ...Nej, vent lidt, de opdagede os. Hvordan opdagede de os?

Gustav: Vi ringede til dem.

Tom: Yeah, vi ringede til dem. Gustav var den eneste af os som turde at ringe til dem i deres rum. Vi fandt ud af værelsets nummer, og ringede til dem. Men fyren blev ikke forstyrret af det, han fortsatte bare. Vi troede at vi havde fået det forkerte nummer. Pludselig, gik han af pigen... til telefonen... Gustav lagde på med det samme, i chok. Og fyren... Tja, vi fik han rejsning væk. 'Den' røg ned med det samme, selvfølgelig. Og så kiggede han ud af vinduet og så selvfølgelig os stirre. De havde lyset tændt, og han begyndte at skrige og slukkede lyset, trak gardinerne for.

Bill: Den næste morgen, gik vi til morgenmad og tænkte 'hvad hvis vi møder dem?' Vi gik ind, og de sad ved det første bord. Så vi satte os ned ved siden af dem fordi nogle fra vores crew allerede sad der. Det var virkelig pinligt, selvfølgelig genkendte de os.

Georg: Vi tænkte at hvis vi havde puttet en 10 euro ind under deres dør om de så ville fortsætte?

Tom: Men yeah, om morgenen var det virkelig pinligt. Men jeg tror det var mere pinligt for dem end for os. Yeah, fyren var en total joke.

Bill: Tom ville spørge pigen om han skulle ordne hende som en rigtig mand.

Interview - Reebok - Tom Kaulitz