Durch die Nacht oversættelse

Så kom den længe ventede oversættelse på Durch die Nacht :) Jeg håber I vil værdsætte den, for jeg har brugt virkelig virkelig virkelig lang tid på den Ö Håber aldrig de laver en hel times materiale man skal oversætte igen xD Men enjoy, og håber I kan bære over med eventuelle fejl her og der :)

Igennem natten med Bill Kaulitz og Wolfgang Joop

Joop: Når jeg er i Paris er jeg besat af mit arbejde og jeg ved ikke rigtig hvad man ellers kan lave her. Under mode ugen er alting så booket op at man ikke kan reservere mig uanset hvad, fordi, som I kan se, er jeg nødt til at finde på noget nyt til hver sæson. Hvis jeg ikke fandt på noget nyt, ville det ikke være sjovt at arbejde på det. Og jeg tror at min gæst, Bill, også har fundet en stil og er nødt til at finde på noget nyt igen snart.
Bill: Jeg tror han er en af Tysklands største designere. Og hans navn er kendt verden over; alle har hørt om ham og ved hvad han laver, og han er helt klart et slags fænomen. Han har skabt noget utroligt med en masse ambitioner og ihærdighed. Jeg tror at alting der kommer over Tysklands grænser er forbundet med en masse omhu, som jeg kender fra mine egne oplevelser og det er formentlig det samme med ham. Jeg har aldrig mødt ham før og jeg er meget spændt på at se hvordan det vil være.
Joop: Jeg tror vi har mange ting til fælles. Vi kommer begge fra provinsen, og vi hadede formentlig begge skolen, fordi outsidere generelt hader skolen. Og jeg beundrer ham for at være kommet så langt i sådan en ung alder, fordi der ikke er nogen succes uden smerte. Jeg tror måske det bliver et meget skæbnesvangert møde jeg skal til at have.
Bill: Hej! Godt at møde dig.
Joop: Ja, to indbyggere fra DDR i Paris. Du er høj.
Bill: Ja det er rigtigt.
Joop: Jeg har lige spurgt om du vil være model, men du har allerede prøvet det.
Bill: Ja, jeg har allerede prøvet det.
Joop: Så jeg kan ikke prøve en kjole på dig.
Bill: Nej, jeg tror jeg springer over. Men ja, jeg har allerede prøvet det.
Joop: Vi har nogle ting til fælles. Vi kommer begge fra en lille by i det tidligere DDR
Bill: I mit tilfælde var det ikke engang en by, det var mere som en lille flække. Jeg boede en smule udenfor byen. Jeg mener, det var ikke i Magdeburg, men i en flække tæt derved.
Joop: Jeg boede heller ikke i Potsdam, jeg boede i Bornstedt.
Bill: Jaah, så det er stort set det samme.
Joop: Kom ind. Det er Michael og det er Frank. Han kender Los Angeles rigtig godt.
Bill: Vi rejser i denne måned.
Joop: Ja det har jeg hørt. Hvad skal der ske med jer derovre?
Bill: Det får vi at se!
Joop: Ved du hvad, jeg synes faktisk at L.A. er den mest kedelige by i verden. Jeg arbejde en del derovre førhen i tiden og der sker ikke noget der. Da jeg var der første gang, ville jeg gerne se den gamle by, fordi jeg havde lige set Blade Runner, så jeg troede at der ville være kunst dekorerede bygninger. Så jeg sad i min bil og kørte og kørte indtil jeg nåede til en tankstation udenfor byen, og det var den gamle by.
Bill: Ja, men jeg tror det vil blive fedt at bo der. Jeg mener, vejret er mærkbart bedre – for i øjeblikket bor jeg i Hamburg.
Joop: Ja, det er ekstremt deprimerende.
Bill: Dengang valgte jeg Hamburg, fordi jeg troede det ville passe godt til os, fordi de er alle en smule snobbede der.
Joop: Sig mig, hvorfor efteraber du mig? Først DDR og så Hamburg… Det her er Advil. Jeg kalder ham altid Advil, fordi det hedder hovedpinepillen i Amerika. Det her er Sarah, min muse. Engang i New York; Jeg var der længe og havde shows der, men forretningsmæssigt, forblev man fremmed for dem. Dengang var man nødt til at kæmpe, og efter et stykke tid opdager man at de tager dine penge, men de respekterer dig ikke. Du vil også opleve det en dag. De kigger på dig og du kan se dollar tegnene i deres øjne. Det er sandt!

Joop: Sarah vil forklare det hele til dig, hun er her altid fra begyndelsen. Jeg kom pludselig en dag hen til hende og sagde at det handler om Portugals hjerter. Fordi jeg var i Portugal i et år da jeg var 14, men jeg tog aldrig tilbage igen. Jeg rejste med tårer i øjnene. Jeg følte mig hjemme der og jeg ville ikke gå tilbage til Braunschweig. Jeg havde min første kæreste der; Hun var portugiser, og hendes bror bor der endnu, men jeg så heller ikke ham igen. Og efter 45 år eller mere ringede jeg til ham og spurgte hvor jeg kunne få lavet sådan nogle hjerter. – De har sådan nogle kniplingshjerter i venstre side. Og til sidst, fik vi lavet dem i Tyskland, ikke i Portugal. Men hele kollektionen er baseret på blomster og haver, så den kaldes ”jardins du Portugal”. Og det er derfor jeg lavede alle disse skitser, men på samme tid… Jeg mener, intet fungerer uden punk. Uanset hvilken retning man tager… Krydderiet betyder ’spicing’ på engelsk – Krydderiet er punk. Jeg vil ikke have at alle skal se ens ud.
Bill: Jeg lagde også mærke til skoene.
Joop: Alting er designet af en person, af mig.
Bill: Vildt!
Joop: Her, Sarah er mit vidne.
Sarah: Alt. Fra den første idé til…
Joop: Men uden Sarah, ville jeg ikke få nogen inspiration.
Bill: Det er godt.
Joop: Sarah kan se en smule tom ud, ligesom et hvidt lærred.
Sarah: Hvor får du din inspiration fra?
Bill: For mig er det altid som… Vi brugte jo evigheder på det nye album. Vi tog den tid vi havde brug for, hvilket var fuldstændig imod det pladeselskabet ønskede. De vil have et nyt album hvert år.
Joop: Noget nyt, men lignende det gamle!
Bill: Jeg hader pladeselvskaber; jeg hader dem uendelig meget. Selv til mit første møde med et pladeselskab da jeg var 13, lavede jeg en scene. Og jeg tror at de hadede mig fra det øjeblik, fordi de tænkte ’hvad vil en lille 13 årig have fra os?’, fordi de har været i branchen i 20 år og er bedrevidende. Men med det sidste album, tog vi os virkelig god tid. Vi indspillede overalt og skrev rigtig mange sange. Og jeg ville have noget mere elektronisk den her gang. Det sidste album var en lille smule mere elektronisk og jeg havde flere kostumer med på tour den her gang. Jeg skulle skifte kostume 5 gange. Jeg følte at det var lidt science fiction inspireret; alting var som en lille alien.
Joop: Hvis jeg tog mig god tid, ville jeg ikke få lavet noget. Jeg gør alt under pres.
Bill: At arbejde under pres synes jeg er forfærdeligt. Men til sidst er det som… Hvis du ikke gør det færdigt, gør du det ikke færdigt. Men jeg hader det når nogen siger, ’her er vores udgivelsesdato, og vi mangler 5 sange’, og jeg har det sådan lidt, ’okay, de er færdige når de er færdige’.
Joop: Det er begyndt at blive varmt i det her hjørne, lad os gå herover. Jeg skifter lige til en anden trøje. Ved du hvad Bill? Jeg synes du er endnu smukkere i virkeligheden.
Bill: Mange tak!
Joop: Det er ikke noget man kan sige om særlig mange mennesker.
Bill: Mange tak skal du have.

Joop: Se engang her. Jeg tænkte at du måske ville kunne lide det.
Bill: Wooow.. Meget, meget cool. Skoene er fantastiske.
Det jeg synes er vildt, er at du overhovedet ikke virker nervøs, eftersom de filmer det her i dag og i morgen har du et show. Jeg ville bare have sagt. ”Okay, skrid så”, og…
Joop: For at være ærlig, laver jeg aldrig sådan noget her. Jeg mener, måske i din alder, men… Spørg ham, spørg ham hvordan jeg har det med kollektionen. Vi arbejder sammen om det.
Damian: Det er en stor kollektion. Vi er stort set altid enige om hvad der hører til og hvad der ikke gør. Alt fra billedvæggen hænger her.
Joop: Jeg kan overlade det til ham. Jeg er færdig med mit arbejde. Jeg kommer lige fra München, hvor jeg havde en stor kunstudstilling. Jeg er ikke længere på mode planeten, nærmere på kunst planeten. Jeg laver engle. Ligesom du var en sort engel, laver jeg sorte og hvide engle. I 10 år har jeg lavet skulpturer i marmor. Jeg springer hele tiden imellem mode og kunst. Jeg må skynde mig. Livet er kort. I november har jeg fødselsdag. Det er årets mest triste øjeblik. Derfor må jeg skynde mig. De vil have at vi kører til Eiffeltårnet nu.

Bill: Hvad skete der, et terror angreb eller sådan noget? Jeg havde ikke engang hørt om det…
Joop: Ja, det var derfor de fortalte mig at vi ikke kunne besøge Eiffeltårnet i aften, og jeg håbede at du ikke ville derhen.
Bill: Det var en skam! Jeg havde set frem til det. Jeg har aldrig set det. Jeg har været i Paris så mange gange, men jeg har aldrig rigtig set det.
Joop: Jeg var tolv år da jeg var der sidste gang. Har du dit pas?
Bill: Ehm… Jeg tror de gav mig et tidligere?
Joop: Ellers tror de at du er en terrorist. Det var tilsyneladende en gruppe kvinder der ville springe Eiffeltårnet i luften tidligere i dag. Formentlig på grund af penis jalousi (Eiffeltårnet er et fallos symbol)

Bill: Jeg flyttede til Hamburg da jeg var 15.
Joop: Virkelig? Det vidste jeg ikke!
Bill: Jo, jeg var 15. For mig handlede det bare om.. Jeg ville væk fra provinsen, ville ikke gøre skolen færdig der, jeg ville væk derfra så hurtigt som muligt, og da det gik godt for os… Vi udgav vores første sang i sommerferien…
Joop: Så du gik ikke i skole i Hamburg?
Bill: Nej, jeg gik ikke længere i skole. Jeg stoppede som femtenårig, og så prøvede vi igen, men det var selvfølgelig umuligt. Pressen var over det hele, og inspektøren bad os komme ind på kontoret, og han sagde, ”okay, vi er nødt til at finde en løsning på det her. I er nødt til at droppe ud af skolen.” Jeg pakkede selvfølgelig omgående mine tasker, og så flyttede vi til Hamburg. Og… yeah. Tom og jeg havde fire hunde. Vi har en Deutsch-Kurzhaar(den hund der er med i Lass uns laufen), en dobermann-labrador blanding(den sorte de havde med på Humanoid touren) og to gravhunde. De var alle uønskede, så vi har reddet dem alle. Vi fik den første fra et dyreinternat, og det samme med de to andre. Vi ville ikke beholde dem i starten… men du ved hvordan det er.
Joop: Jeg tog en dalmatiner tæve med hjem fra New York. Hun havde en anden ejer før mig – Hendes navn er Gretchen. Og den tidligere ejer fulgte efter os til Tyskland, og ville have hende tilbage. Og så fandt jeg for første gang i mit liv en alternativ hund. En Rhodesian Ridgeback. Og hendes navn er Lottchen. Og de sover begge i min seng.
Bill: Aww, de er så søde. Jeg elsker dem!
Joop: Jeg tror ikke jeg har sovet ordentligt i flere uger. Fordi så gør hun sådan her, og om natten prøver jeg nogen gange at skubbe hende væk, men hun vil ikke rykke sig. Så går jeg rundt om sengen og ligger mig ned på den anden side, hvor der kun er en smule plads til mig. Og så på den anden side, ligger Gretchen.

Joop: Og ved du hvem jeg var på runwayen med? Grace Jones.
Bill: Wow.
Joop: Hun gik foran mig, og… Jeg designede den kollektion til Christian Aujard, som de blev kaldt… og han sagde ’Du skal også gå på catwalken’. Jerry Hall og jeg, ligesom et par, begge høje og blonde og Grace Jones gik foran os, på hendes hæle-… på tåspidserne. Og så sagde jeg ”Grace slap af” og så sagde hun. ”Ved du hvad? Jeg kommer ikke tilbage. Jeg kommer tilbage som en sanger.” og jeg tænkte ” yeah, yeah, okay fint nok.” og næste gang hun kom tilbage, var alting ligesom La Vie En Rose. Jeg oplevede det selv, den pop historie. Yeah, hende kender jeg.
Bill: Uheldigvis, kan jeg ikke fortælle om sådan noget.
Joop: Og så sagde hun, ”Tal ikke til mig. Min mand er tyrker, han er meget jaloux”
Bill: *fryser*
Joop: Jeg har det som om jeg er i en fransk ”Nouvelle Vague” film. Du er Alain Delon, jeg er Romy Schneider.

Bill: Jeg elsker sådan nogle fald, når de hejser dig op, og lader dig falde ned.
Joop: Ligesom bungee jumping?
Bill: Eller faldskærmsudspring. Åh, jeg prøvede det for noget tid siden. For omkring to måneder siden. For første gang. Det var som en drøm! Det var ufatteligt.
Joop: Adrenalin, adrenalin…

Bill: Derovre havde vi en koncert, på den franske nationaldag. Det var i 2007.
Joop: Og lige siden har alle teenagere her villet lære tysk.
Bill: Og der var 500.000 mennesker her. Det var ufatteligt. Jeg tror det var første gang jeg ikke kunne se hvor menneskemængden sluttede.
Joop: Hvordan føles det egentligt?
Bill: Fantastisk, når man når et bestemt nummer kan man ikke længere mærke forskel. Jeg vil sige… når man når de 30.000 gør det ikke den store forskel om der er 30.000 eller 70.000 mennesker. Så kan man ikke se meget længere; Alt du ser, er bare små prikker.

Bill: Men jeg er ufattelig nervøs i modsætning til dig.
Joop: Du tror ikke jeg er nervøs?
Bill: Lige før sagde du at du ikke var nervøs!
Joop: Ja, men det er mere fysisk. Så hører jeg ikke så godt og begynder at fryse, og jeg vil hellere bare ligge i min seng. Kender du det?
Bill: Ja – jeg flipper fuldstændig ud. Jeg er så nervøs inden hver koncert. Eller… hvis man er på tour i tre måneder i træk, kan man slappe lidt mere af til sidst. Men jeg er ufattelig perfektionistisk. Især i begyndelsen af en tour – når en lille bitte ting går galt – når jeg har tænkt alt igennem og planlagt hver eneste lille detalje, og bare en lille ting går galt, så er hele koncerten gået galt for mig. Selvfølgelig viser jeg det ikke, men backstage er jeg ikke særlig snakkesaglig. Alt andet kan have gået perfekt, men hvis der er en lille fejl.. Jeg bliver så irriteret… Og mit problem er at jeg stoler virkelig lidt på andre mennesker.
Joop: Hvad er dit stjernetegn?
Bill: Jomfru.
Joop: Åh, en af dem. Jeg var gift med en jomfru, så jeg ved hvad du taler om. Hvis du ikke kan kontrollere din perfektionisme, bliver du så desperat at du bare giver op.
Bill: Selv nu tænker jeg nogle gange på at det er på nippet til at være sindssygt. Fordi Tom og jeg er begge sådan.
Joop: Mænd er endnu værre end kvinder når det kommer til sådan noget.
Bill: Yeah, vi er begge jomfruer, og vi driver hinanden til vanvid. Når vi er sammen, diskuterer vi konstant – det er forfærdeligt. Fordi vi ikke bare kan… lukke af for hinanden. Fordi vi er ligesom et hoved, og sammen kan vi ikke bare lukke af. Vi tager til Maldiverne for at slappe af, men egentlig kunne vi ligeså godt blive i Hamburg, fordi jeg ikke kan tage en pause fra mig selv.
Joop: Det må du lære. Det var det jeg var ved at sige, lige nu tager jeg faktisk en pause. Jeg giver arbejdet til Damian, ellers ville jeg drive mig selv til vanvid.
Bill: Det er noget jeg simpelthen er nødt til at lære af dig, jeg kan ikke gøre det. Jeg kan ikke!
Joop: Hver uge er der en prøve. Og arbejdet fra mit hoved til papiret, og fra papiret til virkeligheden er vidt forskellige trin. Så jeg lader andre folk gøre det. Jeg kan ikke ordne det hele. Jeg kan ikke sy det, jeg kan ikke klippe det, og når jeg ikke har Sarah, kan jeg heller ikke gøre det. Men jeg har ikke brug for musik, champagne eller stoffer. Kun et meget, meget, meget klart hoved.
Bill: Og du er nødt til at finde de rigtige mennesker til at ordne de ting. For mig, er det som om… Fra skrifttypen, til coveret til hver eneste lille detalje. Jeg hader det når noget løber forbi min næse. Når der er en e-mail…
Joop: Tror du jeg kunne gøre det? Tror du jeg ville acceptere en andens sko? Eller en ørering? Eller et bælte? Så ville de gå nøgne! Hvis det ikke kommer direkte fra mig, ville jeg ikke gøre det. Men jeg klæder ikke pigerne på. Jeg rører ikke ved noget længere på det tidspunkt. Du vil ikke se mig bære kjolen hen til modellen. Det er der, jeg forbliver teoretisk. Ellers ville jeg blive vanvittig.
Bill: Yeah, det er det jeg er nødt til at lære mig selv.
Joop: Du er bare nødt til at fortælle dig selv ”slut, nu er det en andens tur”
Bill: Det kan jeg ikke gøre. Og når jeg så prøver at fortælle mig selv ”kom nu, det her er sådan en ubetydelig detalje, en anden kan gøre det.” Og når det så går galt tænker jeg: ”Det her er noget lort fordi…”
Joop: Men jeg kan fortælle dig noget. Når jeg ser DVD’en efter showet, ser jeg at et snørebånd der ikke er bundet, eller at en knap er åben, og så kunne jeg kaste op og jeg er så irriteret. Så vil jeg ikke mere!
Bill: Ja, men det er der jeg bliver ved med at tænke ’shit jeg skulle have gjort det selv’
Joop: Ja, men sådan noget skal ske.
Bill: Ja det skal ske.
Joop: Efter dig.
Bill: Mange tak.
Joop: Smukke først.

Joop: Lad os se om jeg har signal her. *Joop ringer til sin datter*
Florentine? Ja, det er far. Far står lige ved Eiffeltårnet. Jeg er lige ved at vise tvillingerne til Bill. Vi laver den næsten kollektion sammen, ikke? *Bill nikker* Bill, jeg vil komme til Los Angeles, ikke?
Bill: Præcis.
Joop: Jeg tænkte egentlig også på at rejse nu alligevel. Eller vi kunne lave en børnekollektion! Sammen med dig. Ja, til tvillinger. Sig hej til babyerne. Vi ses skat, hej, ja, farvel.
Bill: Hvor gammel er de to egentlig? *taler om datterens tvillingerne*
Joop: De var født i Maj.
Bill: Ah, okay.
Joop: Men hun var meget glad for at jeg ringede.
Bill: Hvor gammel er hun?
Joop: Meget ældre end dig. 10 år ældre end dig. Fordi jeg var allerede far til to, da jeg var 27.
Bill: Oh wauw..
Joop: Ja, ja.. og.. intet job. Overhovedet ingenting. Ingen medgift. 6 håndklæder jeg havde fået derhjemme var alt jeg havde.
Bill: Åh, jeg kan virkelig ikke.. jeg kunne overhovedet ikke forestille mig det. Min mor blev også mor i en meget ung alder. Hun fik os da hun var 20.
Joop: Ja.
Bill: Ja..
Joop: Men måske er det også godt, for så tænker man ikke så meget over det.

Joop: Jeg har også prøvet at være skuepiller. Jeg var med i et par film.
Bill: I en eller flere?
Joop: I fem.
Bill: Fem?
Joop: Den ene hed ’Suck my Dick’
Bill: Okay. Åh ja, jeg har læst om den et sted.
Joop: Og så fik jeg en agent, fordi jeg fik så mange filmtilbud. Men jeg gjorde det aldrig igen.
Bill: Så du havde det ikke sjovt?
Joop: Nej. Eller Michael Caine havde ret da han sagde ”vi er betalt for at vente, skuespil er gratis”. De sagde alle ”vi har et teknisk problem, kan du hurtigt lære en ny side?”
Bill: Jeg overvejer også at gøre det på et tidspunkt. Så måske når det rigtige tilbud kommer… Jeg har allerede takket nej til mange projekter.
Joop: Det er også fysisk hårdt.
Bill: Hvad handlede ”Suck my Dick” egentlig om?
Joop: Det var ikke om det! Han syntes bare det var cool.

Bill: Tom og jeg var engang med i en film, da vi var 6 eller sådan noget. Den hed Verrückt Nach Dir. De søgte tvillinger og eftersom vi var virkelig frække, kunne de lide os og vi fik rollerne. Og i scenen – det var en virkelig kort scene – var vi nødt til at tisse i bukserne. Og som 6 årig, er man nået den alder hvor man ikke gør sådan noget mere, og er stolt af at man er ’tør’. Og så var der den her skuespillerinde som så underlig ud – Hun var blevet stylet til at se sådan ud – og Tom skabte sig og sagde at han ikke ville være med i en film med sådan en grim skuespillerinde. Og så låste han hende inde på badeværelset og smed nøglen væk, så hun ikke kunne komme ud igen.

Dame: Er din seng også våd?
Bill: Ikke endnu, ikke endnu.
Dame: Okay du bliver her. Pas på, din er våd. *taler om Tom*
Mand: For sent.
Dame: Åh Florian(Bill) *han har tisset på hende*

Bill: Og så satte vi os ned og sagde at hvis de ikke gav os noget at spise, kunne vi ikke fortsætte.

Joop: Åh ja, først tager vi til et ’palais’ *snakker i telefon*
Bill: Åh, skal vi?!
Joop: .. eller, erm Josephine de Beauharnais, ikke? Det var hendes navn, ikke? Og det var Napoleons første kone, var hun ikke?
Mand i bilen: Jo.
Joop: Var hun ikke? Ehm, den første eller den anden. Jeg ved det ikke. Var hun den første eller den anden kone? Josephine de Beauharnais.
Mand i bilen: Ehm.. to, tre minutter…
Joop: Jeg taler ikke om minutter. Jeg taler om den første eller anden kone.

Joop: Ehm… nogen kunne have sagt til mig at mit hår så forfærdeligt ud. Jeg må dog sige at rummene klæder dig.
Bill: De klæder mig, ikke?
Joop: Det gør de.
Bill: Jeg overvejede også lige om jeg skulle flytte hertil og ikke til LA.
Joop: Min tante Ulla havde næsten den samme. Stilen er kaldet Empire. Ambassadøren kommer for at se os nu – skulle vi lægge os ned?

Ambassadøren: Hr. Joop, goddag.
Joop: Mange mange tak…
Ambassadøren: Velkommen til Palais Beauharpais.
Joop: … for at vi må betræde dit tilflugtssted.
Ambassadøren: God eftermiddag! Du må være Bill Kaulitz, ikke sandt?
Bill: Hej. God eftermiddag.
Ambassadøren: Kan I lide det her?
Joop: Ehm. Jeg kender det fra..
Ambassadøren: Tidligere gange?
Joop: … min hjemby. Den slags stil. Hele orangeriet ved siden af Palace Sanssouci [I Potsdam], ehm… Jeg voksede op ved siden af det. Det var denne Napoleoniske stil, også i Preussen. Dog kaldte min tante Ulla det altid ”Ewald-esque stil” fordi det var sådan hun brugte det.
Ambassadør: Det er utroligt at du kender det. Der er kun få mennesker der kender denne stil, men du har så sandelig også en tilknytning til det. Og derovre i det rum, der… Hvis jeg må vise jer det. I har allerede set det ikke? Sengen?
Bill: Ja præcis, det er sengen, er det ikke?
Joop: Jo, det er tante Ulla’s seng.
Ambassadøren: Det er.. Nå men den ting her.. Jeg kan godt sige jer – folk flyver fra America på grund af den seng og de to kabinetter nedenunder i biblioteket, og amerikanerne elsker simpelthen det de kalder ”Napoleon stil”. Og derovre er det jeg ville vise jer. Hvad kan I se der? I spejlet.
Joop: Et skudhul.
Ambassadøren: Ja.
Joop: Hvem gjorde det?
Ambassadøren: Og det er i dag på listen over historiske ting og vi skal bevare det.
Bill: Bevare det.
Joop: Hvem blev der skudt efter?
Ambassadøren: Ifølge legenden blev skuddet affyret derovre fra Tuileries Palace under Paris’ kommunes opstandelse. Et oprør… og det endte heroppe.
Bill: Men ja… Jeg tror det er godt at bevare det.
Ambassadøren: Dette rum her er omgivet af legender. Et spøgelse skulle eftersigende hjemsøge det. Dronningens elsker(e).
Bill: I dette værelse?
Ambassadøren: Ja, ja. En af mine forgængere har endda skrevet om det engang.
Joop: Men vi må se at komme videre nu. Vi takker dig mange gange for modtagelsen.
Ambassadøren: Skal I gå rundt i Paris hele natten lang?
Joop: Ja. Tidligt i morgen skal vi også til Palais de Tokyo…
Ambassadøren: Ja det har jeg hørt om. Eller, jeg har faktisk modtaget jeres invitation, mange tak skal I have.
Joop: Åh ja.
Ambassadøren: Dog skal jeg indvie et tysk informations center i morgen tidlig sammen med…
Joop: Vælg et slips i god tid, okay? *Bill får champagne galt i halsen*
Ambassadøren: Jeg har allerede gjort det..
Joop: Vi må videre..

Joop: Man vil gerne kontrollere det image man har skabt. Man vil gerne leve op til den rolle man har opfundet. Nogle gange er det lettere, i en film, at spille den her rolle en anden har givet en. Det er nemmere end at spille sin egen. Nogle gange indser man at ens rolle ikke er up-to-date længere, at man skulle have skiftet rolle for lang tid siden. Men… hvilken? Jeg kender mig selv godt nok til at vide at jeg ikke ville kunne spille Joop fra 90’erne længere. Jeg gør kun det her, fordi du er her sammen med mig. Jeg er blevet meget kamera sky i løbet af de sidste par år. Fordi billeder af mig, af hvordan jeg ser ud, printet ud eller på en skærm – det kan jeg ikke lide længere. Jeg er blevet vant til et andet image i løbet af de sidste 20 år, og jeg tror ikke jeg ligner det billede længere. Og, jeg mener, det også vil ske for dig en dag. Især fordi det her image klæder dig virkelig godt. Hele looket, det hele. Men en dag, jeg mener du har i det mindste fået en anden hår stil – bare det er noget i sig selv. Men en dag vil det ikke længere være nok at redde dit hår på en anden måde. Jeg har lagt mærke til det på mit smil. Engang var alle billederne perfekte på grund af det smil, det øvede smil. Kynisk, sagde jeg ofte om mig selv, når de spurgte mig hvordan jeg var blevet så succesfuld, hvordan jeg reddede min fremtid, og jeg sagde ’på grund af det smil’. Men på grund af det smil, opdagede jeg at det ikke være ægte længere. Og at mine øjne så triste ud. Og i mine øjne kunne man se at jeg havde set for meget. Man ser det i sin udseende.
Bill: Jeg ved.. Jeg ved præcis hvad du mener. Det er som om… Nogle gange er der dage hvor man simpelthen ikke kan gøre det. Og jeg sidder der og jeg tænker… Og jeg hader det når jeg er gået med til at gøre noget og jeg ved at jeg er nødt til at gøre det, men der er dage hvor jeg bare ikke har lyst eller kan gøre det. Og så er mine øjne sorte og mit hår, og jeg har bare overhovedet ikke lyst til at gøre det.
Joop: Det hjælper lidt, gør det ikke?
Bill: Jo det hjælper, men nogle gange kan man bare ikke åbne dem under det hele. Og på billedet kan jeg se det og tænker, ”Åh fuck” Men man er også nødt til at stoppe at se på dem hver gang. I begyndelse så jeg på alle billederne, men det driver en til vanvid efter et stykke tid. I begyndelsen kiggede jeg virkelig på hvert eneste billede, men efter et stykke tid er man bare nødt til at stoppe fordi man begynder at tænkte… Man hører nogen sige noget om det, og man vil gerne tilfredsstille den person; man begynder at tænkte, ”Hmm, det klæder mig egentlig ikke,” og…
Joop: Det er som om man bliver en tredje person.
Bill: Præcis! Man begynder at se dig selv udefra, og…
Joop: Marlene Dietrich – Jeg er nødt til at tænke på hende nu, fordi vi er tæt på hendes lejlighed – brugte evigheder i sin seng, hvor hun kiggede på hendes gamle billeder og film og skrev notater om dem. ”Tyndt hår, dårligt lys, hvordan ser hun ud der?” Hun plagede virkelig sig selv med det.

Bill: L’Uomo Vogue udkommer d. 1. oktober.
Joop: Hvem tog billederne?
Bill: Paolo Ferrari. En fantastisk fotograf.
Joop: Jeg blev også engang fotograferet. 10 sider i Vogue. I 70’erne. Af François Lamy. Det var 70’ernes scene. Jerry Hall, Iman, Bowie...
Bill: Jeg ville så gerne se Bowie live.
Joop: Jeg kender Iman meget godt. Jeg har aldrig mødt ham personligt(Bowie), men jeg arbejdede en del med Iman i Hamburg. Hun er sej. Meget klog. Den klogeste kvinde i verden. Hun fik ordnet det hele; Det hele. Hun havde et biluheld i 80’erne, med en taxa. Og sagsøgte dem for 5 millioner – Det var en del dengang. Og for de penge fik hun ordnet det hele. Hendes bryster, hendes ansigt – alting.
Bill: Bowie var… The Labyrinth – da jeg var lille – jeg kender den film ud og ind. Jeg elskede den film.
Joop: Bowie betød også noget for mig… Berlin, før muren – I Vest Berlin, var han på Konrad Adenauer Platz, jeg tror at klubbens navn var Konrad… Han kom helt punk agtig med pink kinder, og med makeup… ligesom dig, faktisk. Ligesom… ’83 eller ’84. Men de drak alle, tog kokain, røg… I dag er alle deres udskejelser på internettet. Porno på telefonen… Det synes jeg er underligt. Jeg ved at det lyder underligt når ældre personer siger at det står slemt til i dag, men jeg synes hele internet tingen er noget dårligt noget.
Bill: Jeg forstår. Jeg mener, jeg voksede op med det, men jeg synes også det er dårligt. Selvfølgelig gør det en del nemmere, men det rummer også så mange dårlige ting. Hvis jeg kunne trykke på en knap, og få det til at forsvinde for alle, ville jeg trykke omgående. Man laver noget og kun et minut efter er det på internettet og bliver spredt rundt i verden så folk kan kommentere det. Alle kan dømme det, alle kan have en mening om det. Og de ødelægger det. Magien forsvinder fordi alle ødelægger det omgående og kommenterer det. De forurener det.
Joop: Så godt som det er på den ene side..
Bill: Al taknemmelighed for hvert eneste produkt - for blade eller bøger, mode, musik, film, det er alt sammen forsvundet fordi det hele bare er et enkelt klik væk.
Joop: man mister sine nerver – min kæreste som også voksede op med internettet – han har ikke nogen nerver tilbage. De ser TV og de er på computeren på samme tid. De er fuldstændig udmattede.
Bill: Og de ser heller ikke længere frem til noget mere, ligesom… når et album frigives og man ser frem til det… For mig er det altid… Jeg har en intention når jeg udgiver noget, som en plade. Der er cd’en med coveret, og jeg vil have at folk skal kunne holde det i deres hænder, alle sammen. Jeg vil ikke have de skal downloade en fil et sted. Og for os var det sådan her; det var meningen at musikken skulle udkomme om efteråret og om foråret inden det var der allerede 9 sange på internettet. Jeg ved ikke hvor de kom fra. Hver gang det sker, kan man indspille albummet forfra fordi 9 numre allerede var tilgængelige, hvilket gør albummet værdiløst. Det er en katastrofe.

*Joop tegner Bill*
Bill: Wow… Det er utroligt; Jeg kunne aldrig gøre det.

Bill: Ved du hvad jeg gerne vil prøve en dag? Jeg har tænkt over det; Jeg vil gerne lave en dokumentar en dag hvor man har et lille kamera på sin trøje en hel dag, så andre kunne se mit – eller en andens synspunkt, hvordan folks fremgangsmåde er. Og så vil jeg gerne hurtigt frem, så man kan se at folk altid siger de samme ting og…
Joop: Og når der sker noget dårligt. Hvor ofte tænker man så at man allerede har hørt det? Men i virkeligheden, er de virkelig søde.
Bill: Eller, noget der sker for mig hele tiden er… ”Ja, der er min vens chefs talkshow, og hendes kusine vil have…”, og jeg tænker bare: Kom nu, giv mig nu sedlen(som han skal skrive sin autograf på), og så spørger jeg: ”Hvad er hendes navn?” og de bliver helt: ”Uhh, uhhh…” Og jeg vil gerne se det, så man kan forstå det en smule. (Det jeg tror han mener, er at han gerne vil forstå hvorfor fansene er så besværlige så han vil gerne se det fra deres synspunkt – eller generelt menneskerne omkring ham, ikke bare fansene)

Joop: Så, hvad skal vi – Åh hvorfor er der låse her?
Bill: Er der nogen der ved hvad det betyder?
Mand: Der er initialer på dem. Jeg tror folk har forseglet deres kærlighed med dem.
Joop: Og du har ikke taget nogen med? Til os? Her låser man sig fast. Til næste gang.
Bill: Så man skærer det ikke ind i træer længere?
Joop: Tja, man har jo ’nøglen til sit hjerte’, og så gør man sådan her *smider nøglen i vandet*, og så ved du altid hvor den er. Ja, og nu skal vi til maskeballet.

Joop: Hvad sker der for al den fotografering?
Bill: De vil se hvor stressede vi er. De håber sikkert at en af os vil falde. … og selvfølgelig gør jeg det.

Joop: Åh mange tak. Hvordan ser jeg ud?
Bill: Godt!
Joop: Eller ser jeg dum ud? Eller skulle jeg sætte den heroppe?
Bill: Nej, nede.
Joop: Eller skulle jeg overhovedet ikke gøre det?
Bill: Jeg er ikke sikker.
Joop: Skal jeg tage den af?
Bill: Jeg ville overhovedet ikke gøre det.
Joop: Ja det ser dumt ud.

Bill: Vi går bare ovenpå, ikke? Atmosfæren er utrolig. Det er ligesom en fødselsdagsfest, er det ikke?
Joop: Vi skal prøve det næste gang.
Bill: Yeah. Hey, det er snart din fødselsdag, så…
Joop: Jeg ved ikke hvor jeg vil fejre den – men jeg vil invitere dig.

Bill: Godmorgen
Joop: Godmorgen skat, hvordan har du det?

Bill: Så du har ikke set noget endnu?
Joop: Nej, jeg har ikke set noget. Formentlig vil alting gå galt. Fordi, jeg mener, vi har et lille budget.
Journalist: Hvordan hænger det sammen? Tokio Hotel og Wunderkind? Hvordan fungerer det?
Joop: Jeg tror ”Wunderkind” passer til os begge.
Journalist: Ja? Er I begge Wunderkinder(vidunderbørn)?
Joop: Det var det vi indså med det samme. Vi kommer begge fra provinsbyer i Østtyskland, begge gik vi vores egne veje alene. Og kun Wunderkinder kan gøre det. Det er som om vi blev adskilt ved fødslen, det indså vi i går.
Journalist: Og Bill som model for en Wunderkind kampagne?
Joop: Ja, men jeg mener… Har du nogensinde set en bedre model? Jeg mener, virkelig. Nå men jeg har ikke set ham uden makeup. Siden alle modeller skal komme her uden makeup…

Joop: Wow. Hvad har du på? *krammer en dame* Kender du men adoptivsøn?
Bill: Bill, hej.
Dame: Vi kender hinanden.
Bill: Ja vi kender hinanden.
Dame: Vi mødte hinanden til Bambi award showet.
Bill: Præcis.
Joop: En god dreng, det er alt jeg kan sige. Jeg fuld af dyb beundring. Så fantastisk i så ung en alder. Ja? Det er Patricia – nej vent, hende kender du allerede.

Joop: Det var fantastisk, var det ikke? Aggressivt.
Dame: Diversa!
Joop: Diversa. E forte!

Bill: Wolfgang og jeg er ved at optage noget sammen; det er første gang vi mødes. Og selvfølgelig ville jeg ikke gå glip af showet.

Patricia: Jeg vil have hele sommer kollektionen; Jeg ved ikke hvad jeg skal have på.
Joop: Jeg tror…

Interviewer: Lige et øjeblik…
Joop: Ja, her på det sidste har måden mænd i modeindustrien fremstår irriteret mig en smule. De er alle så friserede og så sippede. Og jeg tror det er på tide at det slutter nu.

Bill: Jeg kan godt lide at det er noget man ikke kan have på hver dag, så det er helt klart noget for mig.
Bill: I går havde jeg en fantastisk aften med Wolfgang Joop. Hele natten, og vi lærte hinanden at kende. Det var rigtig rart.

Joop: Hvor er Bill?
Sarah: Bill er derovre i hjørnet. Vil du have mig til at hente noget at drikke til dig?
Joop: Ja, et glas vand tak.
Joop: Jeg sveder helt vildt. Så Bill, kunne du lide det? (ikke sveden men showet)
Bill: Det var virkelig virkelig fedt. Tillykke. Jeg synes det var fantastisk. Virkelig godt. Er du tilfreds?
Joop: Ja det var rigtig rigtig godt, underligt nok. Der var ikke særlig mange mennesker backstage – De var alle nødt til at tage til Louis Vuitton først. Men jeg synes det var den bedste kollektion, fordi den havde to forskellige elementer. På den ene side ekstremt sød og på den anden side vildt ond. Men jeg lagde mærke til det på folks reaktioner, fordi alle mine designer-venner vælger den sikre side i øjeblikket. Sarah, kom herhen til os.
Bill: Det var fedt.
Joop: Jeg ville gerne prøve et par sko til Bill.
Bill: Lad os gøre det senere; lad os komme ud herfra først.

Joop: Kom herover Bill. Jeg skal introducere dig. Se det er min ven. Vi deler alle vores bekymringer.
Bill: Jeg er desværre nødt til at gå nu.
Joop: Okay, pas godt på dig selv. Vi snakkes ved over telefon i næste uge.
Bill: Ja.
Joop: Vi holder kontakten, okay?
Bill: Selvfølgelig.
Joop: Kom, jeg følger dig ud.

Joop: Jeg er glad for at slippe ud nu. Jeg sender dig en af jakkerne, med de... Det klæder dig rigtig godt. Og når de kommer til Berlin engang, må du besøge mig i Potsdam.
Bill: Ja, det lyder godt. Det vil jeg gerne.

Bill: Tiden går så hurtig. Ikke, så… mange tak skal du have. Vi vil holde kontakten.
Joop: Glem mig ikke.
Bill: Nej, bestemt ikke.

Oversat af Tokio Hotel Online Update's TomKaulitzLover93